Fødevareminister Hans Christian Schmidt sætter sin lid til, at der kommer en ekstra andel tobis på omkring 20.000 tons fra Skagerrak, der kan afstedkomme en genåbning af fiskeriet. Det fremgår af et skriftligt svar til Fødevareudvalget i forbindelse med det samråd, der er afholdt i dag. onsdag, i netop Fødevareudvalget, skriver Danmarks Fiskeriforening
“Jeg har haft flere kontakter med fiskerikommissær Joe Borg om en autonom forhøjelse af TAC’en for tobis, men det står klart, efter den negative norske reaktion, kan vi ikke komme videre med sagen. Kommissionen erklærer sig dog villig til at lægge en mængde på 20.000 tons tobis til TAC’en for at tage hensyn til de historiske fangster i Skagerrak,” fremgår det af svaret fra fødevareminister Hans Christian Schmidt.
Han redegør ligeledes for, at de samlede danske fangster af tobis udgør 157.200 tons, men at Fiskeridirektoratet endnu ikke er færdige med at gøre fangsterne op i forhold til den fastsatte kvote på 170.000 tons i Nordsøen.
“Hvis der herefter er restmængder, vil fiskeriet blive genåbnet med henblik på opfiskning af disse mængder efter aftale med Danmarks Fiskeriforening om reguleringen af fiskeriet,” fremgår det af ministerens svar til Fødevareudvalget.
FiskerForum – 30. maj 2007