I én måned har det været muligt for yngre fiskere at søge om støtte til at anskaffe nyt fiskefartøj. Men endnu har ingen søgt om penge fra puljen på 10 millioner kroner.
Pengene administreres af Danmarks Fiskeriforening, og her mener formand Niels Wichmann ifølge DR Nordjylland, ordningen er strikket sådan sammen, at den er meget vanskelig og bureaukratisk. Det samme mener formanden for fiskerne i Strandby, Claus Pedersen: – Den er for bureaukratisk. Indtil nu har vi ikke kunnet finde ud af at bruge den, selv om vi har et potentielt emne, siger Claus Pedersen til DR Således kan en yngre fisker ikke bruge støtten til at købe andel i sit fars eksisterende selskab. Inden støtten kan tilfalde den yngre fisker, skal der nemlig oprettes et nyt selskab. Meget ærgerligt mener Claus Pedersen, fordi pengene ville kunne hjælpe godt til i forbindelse med generationsskifte i fiskeriet. Han har derfor svært ved at se, hvordan fiskere vil kunne benytte puljen. Socialdemokraternes fiskeriordfører, Simon Kollerup, maner dog til tålmodighed, idet han mener, at der er gået alt for kort tid til at vurdere, hvorvidt puljen vil virke efter hensigten eller ej. Han påpeger ifølge DR Nordjylland, at mange fiskere er på havet eller holder sommerferie. – Så det er for tidligt at spå ordningen en tidlig død. Lad os nu lige se, når hverdagen melder sig om ikke, der dukker nogle ansøgninger op. Jeg synes, vi skal slå koldt vand i blodet. Jeg håber, de yngre fiskere vil bruge puljen. Hvis ikke, så må vi politisk se på sagen igen til efteråret, siger Simon Kollerup til DR Nordjylland.