Efter tobiskvoten blev øget sidste uge, er fabrikkerne atter spændt hårdt for.
Skagen har i indeværende uge foreløbig tilmeldinger fra hen ved 10.000 tons. I Thyborøn er mængden af nogenlunde samme størrelse. Onsdag er der i vestkysthavnen tilmeldt ikke mindre end 9 skibe til losning.
I Hvide Sande lander en række mindre fartøjer, der overvejende fisker i kystnære områder. Tirsdag-onsdag er her losset knap 3.000 tons.
Bestyrelsesformand Jens Borup fra FF of Skagen glæder sig selvsagt over kvoteforøgelsen og det gode fiskeri. Med hensyn til det aktuelle fiskeri og de mange landinger, forklarer han, at en række skibe lå i havn og afventede besked vedrørende kvoteaftalen; ”Det er et helt, helt specielt år. Jeg mindes ikke noget lignende, hvor skibe gang på gang sejler ud og fylder lasten”. Samtidig sender han en venlig tanke til de, der kæmpede for tobis kvoten; ”Det er vigtigt, at vi husker, at ministeren og de danske biologer bakkede op; det var et godt stykke arbejde”.
Af den danske kvote på godt 300.000 tons er 16.362 tons forbeholdt rationsfiskere. Denne mængde er nu tæt på at være opfisket.