I perioden fra og med fredag den 26. februar 2021 til og med torsdag den 18. marts 2021 er det forbudt at fiske inden for et område i den danske del af Skagerrak der afgrænses af geodætiske linjer mellem følgende punkter målt efter WGS84-koordinatsystemet:
1. 58*04’2N og 010*20’4Ø
2. 58*06’6N og 010*31’8Ø
3. 57*57’5N og 010*37’8Ø
4. 57*56’7N og 010*29’1Ø
Uanset forbuddet, er det fortsat tilladt at fiske i det midlertidigt lukkede område med følgende redskaber:
– flydetrawl, snurpenot, drivgarn og pilke til fiskeri efter sild, makrel og hestemakrel.
– tejner
– kammuslineskraber
– hildingsgarn
Baggrunden for lukningen er at det er konstateret, at forekomsten af ungfisk af arterne torsk, kuller, hvilling og sej overskrider det tilladte niveau jfr. Kommissionens forordning (EU) Nr. 724/2010 af 12. august 2010 om gennemførelsesbestemmelser for realtidslukninger af fiskerier i Nordsøen og Skagerrak, som ændret ved Kommissionens forordning (EU) nr. 783/2011 af 5. august 2011.
Denne meddelelse er udsendt efter reglerne i reguleringsbekendtgørelse nr. 2087 af 10. december 2020, § 2, jf. bilag 6 og træder i kraft med virkning fra den 25. februar 2021.