Ny delaftale om finansloven stopper trawlfiskeri i Lillebælt, Storebælt, Langelandsbælt og Øresund, en afale som er udtryk for politiske kompromisser og “lokumsaftaler” når de er værst.
Endnu engang er der “begået” et politisk makværk, som en delaftale til finansloven, heriblandt er der indgået et forlig omkring trawlforbud i flere af vore farvande – så kan man jo spørge sig selv – hvad har finansloven og fiskeripolitik med hinanden at gøre, eller måske rettere sagt manglen på samme – svaret er absolut INTET.
Enhedslisten har igen fået deres fingeraftryk flettet ind i fiskeripolitikken, en politik man tilsyneladende ikke har bare den fjerneste indsigt i, og så lige der i forhandlingerne hvor dette intet har med sagen at gøre. Dette forlig minder meget om en hovsa løsning, og om at hugge en hæl og flække en tå. Et forlig der er vedtaget helt uden at inddrage erhvervet på nogen måde, eller høre nogen som rent faktisk ved noget om fiskeriet – denne aftale trækker blodige spor med minder tilbage til november 2020 hvor minkerhvervet blev slagtet, og ofret på det hellige grønne alter.
Enhedslisten holder sig heller ikke tilbage fra at bryste sig af denne “flotte” aftale de har opnået, på deres facebook side hvor de blandt skriver, Grøn sejr, Slut med trawlfiskeri i Bælthavet, og samtidig proklamerer man at trawlfiskeriet er en super skadelig form for fiskeri, og at de har kæmpet for, at Lillebælt, Storebælt og Langelandsbælt blev trawlfrit.
Videre skriver Enhedslisten at “Stoppet for trawlfiskeri kommer til at betyde et bedre havmiljø og vil forbedre forholdene for fiskene og det marine liv, en stor sejr for naturen og havmiljøet! – man kan blot undres over hvor sæl og skarv er i denne fanatiske plan som Enhedslisten har fået gennemtrumfet.
Her på redaktionen undres man over hvor længe denne mani med at lægge trawlfiskeriet for had kan fortsætte, og samtidig fornægte eksistensen og truslen fra sæl og skarv. Der findes idag så meget evidens for at påstanden om at trawlfiskeri er skadeligt intet har på sig, men når hele den samlede danske presse æder alt hvad de grønne organisationer kommer med, af hele og halve sandheder, så når man ingen vegne, en anelse kildekritik ville være absolut klædeligt her.
DFPO rystet over aftalen.
”Det her er en skandale, udtaler Svend Erik Andersen til fiskeritidende, og fortsætter, man sidder i Finansministeriet og forhandler om ting, man øjensynligt ikke har en døjt forstand på. Det her betyder lukning af arbejdspladser og fiskerihavne og får vidtgående konsekvenser i mange lokalsamfund. Tæppet rives væk under en række af vores medlemmer, og vi er ikke så meget som blevet hørt undervejs. Det er en uhørt magtfuldkommenhed og en hån mod fiskeriet,” siger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening, og påpeger at aftalen kommer lige på ryggen af en katastrofal lukning af torskefiskeriet i Østersøen.
Bælternes Fiskeriforening i chok.
”Jeg er rystet over det her. Jeg troede, regeringen havde brændt fingrene rigeligt på at lukke arbejdspladser i selvstændige private erhverv uden at inddrage dem. Men det er åbenbart ikke slut endnu. Det her er et nyt lavpunkt. Hvis politikerne igen og igen bare laver aftaler uden at have os med på råd, så er det svært for mine medlemmer at tro på, at der er en reel vilje på Christiansborg til at bevare dansk fiskeri,” siger Allan Buch, formand for Bælternes Fiskeriforening.
Svend-Erik Andersen appellerer igen til samarbejde om fiskeriets situation.