Stemningen var fortættet og spændingen intenst i konkurrenceteltet, da ti nordjyske toprestauranter torsdag kæmpede om førstepladsen i Local Cooking under Hirtshals Fiskefestival.
Deltagerne skulle tilberede den bedste ret med udgangspunkt i fladfisken skærising, en fremragende spisefisk, som man i Hirtshals ønsker at sætte ekstra fokus på.
Dommerpanelet med kokkene Bo Jacobsen fra Restaurationen og Thorsten Schmidt fra Restaurant Barr samt Torsten Vildgaard fra Noma, alle fra København og Mikael Kopp Christensen fra Aalborg samt Jesper Koch fra Århus plus madanmelder på Berlingske Svend Rasmussen oplevede en enorm variation og forskellighed i tilberedningen af skærising samt masser af lokale råvarer. Der var da også mange rosende ord efterfølgende fra dommerpanelet side som, »Vi har set komplet overraskende kompositioner i dag, en fantastisk mangfoldighed i fortolkning af skærising. Forbløffende dygtig håndtering af den geniale spisefisk.« og »Jeg er igen imponeret over niveauet i Nordjylland, ikke mindst den idérigdom, der er her og vinderretten fra Nam flyttede direkte grænser for hvad man kan med lokale råvarer og skærising.« Flotte ord og rigtig mange positive tilkendegivelser fra madeksperternes side.
Konkurrencen fokuserer da også på den fremragende kvalitet fra Hirtshalsfiskernes landinger og Nordjyllands vældige samt righoldige råvaresortiment.
Nam vinder igen fiskekonkurrence
For andet år i træk vinder restaurant Nam i Aalborg Local Cooking i Hirtshal. Vinderen »Nam« havde som deres idémæssige baggrund tilsiger det, fremstillet skærising med et asiatiske tvist og konkurrerede mod ni andre restauranter, Svanelunden i Hjørring, Abstrakt, Dejavu, Nam, Tabu og Bühlmanns, alle Aalborg, Villa Vest i Lønstrup, Strandingskroen og Strandhotellet i Blokhus og Hjorts Hotel i Kandestederne.
Dommerpanelet havde restaurant Villa Vest i Lønstrup på andenpladsen og tredjepladsen til restaurant Tabu i Aalborg.
De seneste år har konkurrencen været udfordret af klassisk vesterhavsblæst, men i år var konkurrencen flyttet ind i det store festtelt under Hirtshals Fiskefestival, publikum kunne komme helt tæt på de svedende kokke og se deres anrettede serveringer, hvor nogle enkelte heldige tilskuerer fik lov at smage med.
Det er fjerde gang Local Cooking bliver afholdt af Hirtshals Fiskefestival og Nordsøen Forskerpark, der begge arbejder sammen om at løfte Hirtshals image som havn for den absolut højeste og bedste kvalitet på spisefisk fra danske farvande, især Skagerrak.
Kilde: Hirtshalsfestival.dk FiskerForum.dk