Formanden for Sammenslutningen af Danske Småøer Dorthe Winther har i et brev til Fødevareministeren Mette Gjerskov, skitseret problemerne for danske Ø fiskere og deres besværligheder med at få dagligdagen til at hænge sammen.
FiskerForum bringer her brevet til Fødevareminister Mette Gjerskov i sin helhed.
Vedr. fortsat fiskeri på de danske småøer
Fiskeri har altid været et vigtigt erhverv på de danske småøer. Det har været med til at opretholde småøerne som levende helårssamfund.
I dag spiller fiskerierhvervet fortsat en stor rolle på småøerne Agersø, Omø, Sejerø, Anholt ogAarø, hvor erhvervet er levebrød for adskillige familier, og dermed også er med til at opretholde basale servicefaciliteter så som købmand, skole og livslinjen færgen. Fiskeriet fra småøerne er traditionelt småskala-fiskeri, hvor fiskerne er ’madpakkefiskere’, der fisker i det lokale farvand nær deres hjemø og bruger ø-havnen som lossested for deres fangst. Bådene er små fartøjer på 10 – 12 meter og er traditionelt garnfiskere, der driver – hvad alle eksperter er enige om – et bæredygtigt fiskeri.
I en tid, hvor erhvervslivet under småøerne er under pres, er det af allerstørste vigtighed, at vi kan opretholde fiskeriet og gerne trække nye fiskere til. Derfor er vi nødt til at påpege følgende faktorer, som i løbet af ganske få år vil kvæle fiskeriet fra småøerne:
Havdage.
Ø-fiskerne er i lighed med de store trawlere underlagt havdage bestemmelserne, hvor der må fiskes 163 dage om året..For ø-fiskere, som er garnfiskere, betyder det, at der bruges én havdag på at sættegarn og en anden på at hente garnet. Dvs. der bruges to havdage, men i realiteten er der kun en dags indtjening. Der ud over tælles der også havdage, uanset om det viser sig, at der – når man sejler ud – er for meget strøm til at sætte garn eller dagens fangst udelukkende består af ”møg”. Det er derfor nødvendigt, at antallet af havdage gives fri for fiskere, der er bosat på de danske småøer med skibe under 10 – 12 m., da begrænsning i antallet af havdagene ingen betydning har for bestanden og miljøet.
April-stop.
Ø-fiskerne er også underlagt stoppet for fiskeri i april måned, hvor man kun må fiske i 5 sammenhængende hverdage. Det er en hård belastning for disse familier at leve uden indkomst i en måned, og da man som garnfisker er ekstremt afhængig af vejret, giver det store problemer, at der er en hel måned man ikke må fiske i.
Desuden virker det grotesk, at man i samme måned kan se store lystfiskerfartøjer,der ligger og fisker de torsk, som man har indført april-stoppet for at frede. Fiskere med bopæl på småøer har gennem flere år kunnet få fisk (torsk og brisling) fra ø-kvoten under specielle forudsætninger. Uvist af hvilke årsager har man nu indført, at ø-kvoten lukkes midt i juli måned,skønt der stadig er fisk tilbage i kvoten. Såfremt kvoten – som det var tiltænkt ved indførslen af den – skal medvirke til at opretholde fiskerierhvervet på småøerne, må kvoten stå åben, således at der er mulighed for at søge, indtil der ikke er flere fisk tilbage i den.
Ø-kvoten.
Sammenslutningen af Danske Småøer og repræsentanter fra fiskerierhvervet på småøerne vil gerne
mødes med Ministeren for at drøfte disse ting, enten i ministeriet eller invitere Ministeren på besøg i en ø-fiskerihavn. Det er nødvendigt at sætte fokus på ø-fiskeriet gennem ovennævnte punkter for at bevare de job, der er her i dag og øge muligheden for at skabe nye job.
Venlig hilsen Dorthe Winther Formand forSammenslutningen af Danske Småøer
FiskerForum.com