Det er den netop udsendte rapport om kystfiskeriet i Danmark, der har fået formanden for Kystfiskerudvalget Niels Bjerregaard til at løfte fingeren, og appellerer til politikerne om, at man læser rapporten godt og grundigt igennem, inden man fastlægger den kommende politik for kystfiskerordningen.
Formanden for Kystfiskerudvalget ser med bekymring på fremtiden for ordningen, der lever i en tid, hvor problemerne tårner sig op. Det være sig med ekstraordinære lave priser på fisken, der samtidig er blevet sværere at fange kystnært og det i stadig større konkurrence med glubske og sultne sæler. Udover disse besværligheder, melder bankerne nu oftere også hus forbi, når der tales kystfiskerlån, noget der i særlig grad bekymrer Niels Bjerregaard.
Som en del af arbejdsgruppen, der har barslet med rapporten, pointerer Niels Bjerregaard vigtigheden af, ikke på forhånd at udelukke nogle fra ordningen, da man ellers risikerer, at fartøjer og kvoter bliver solgt til større fartøjer. Noget der på sigt vil betyde døden for dansk kystfiskeri.
Derfor appellerer han til, at politikerne udarbejder et forslag til den kommende Kystfiskerordning, der både er gennemtænkt og vejovervejet.