Det er blot nogle af de tiltag som Miljø- og Fødevareministeriet allerede har igangsat, for at få styr på de i Rigsrevisionens kraftigt kritiserede administrative forhold, som har hersket i afdelingen for fiskeriet under Fødevareministeriet.
Den nye fiskeriminister, Karen Ellemann siger i en kommentar, at hun tager Rigsrevisionens og Statsrevisorernes barske kritik meget alvorligt. En rapport der kommer med en barsk og meget alvorlig kritik af reguleringen og administrationen af omsættelige kvoter i dansk fiskeri. Rapporten konkluderer at administrationen har været fejlbehæftet og på vigtige områder manglet en række grundlæggende administrative procedurer.
Karen Ellemann oplyser videre, »området vil have min fulde opmærksomhed. Nu er det vigtigt at sikre, at problemerne bliver løst en gang for alle. Der er blevet begået alvorlige fejl. Det vil tage tid at få rettet op på de alvorlige forhold, som Rigsrevisionen og Statsrevisorerne kritiserer. Men nu skal vi se fremad og i fællesskab sikre et bæredygtigt og moderne fiskeri i Danmark med plads til både store og små fiskere«
Ifølge Rigsrevisionen, har styrelsen ikke videregivet relevante oplysninger til politiet, og ministeriet har ifølge Rigsrevisionen videregivet forkerte og ufuldstændige oplysninger til Folketinget på grund af mangelfulde registreringer af kvotehandler.
Karen Ellemann er helt klar over alvoren her og siger videre, »Kritikken fra Rigsrevisionen og Statsrevisorerne er ikke til at misforstå. Vi har nu et omfattende arbejde med at følge op og i fællesskab finde løsninger. Vi skal have skabt en ny transparent administration af kvoterne, som alle kan have tillid til. Det vil jeg selvfølgelig inddrage Folketingets partier og erhvervet i«.
Formålet med Folketingets reformer af dansk fiskeri var at sikre fiskerne en bedre indtjening og modernisering af fiskerflåden. Fiskerierhvervet var trængt og der var brug for reformer. Samtidig har det aldrig fra politisk hold været meningen at indførelsen af omsættelige kvoter skulle føre til, at kvoterne endte på for få hænder.
Miljø- og Fødevareministeriet har allerede taget initiativ til, at der iværksættes en tilbundsgående, uvildig undersøgelse hos revisionsselskabet Deloitte. Undersøgelsen skal afdække den hidtidige forvaltning af området og dermed danne grundlag for at styrke administrationen og rette op på de fejl, der har været.
Følgende tiltag er allerede iværksat af Miljø- og Fødevareministeriet:
- Politianmeldelse af sager, hvor Rigsrevisionen har mistanke om strafbare forhold.
- Det undersøges om og hvordan afgivne dispensationer til fiskere kan annulleres.
- Sagsbehandlerinstruks og andre grundlæggende administrative procedurer bringes på plads.
- Der tages initiativ til iværksættelse af en ekstern analyse af revisionsselskabet Deloitte af den historiske forvaltning af fiskekvoter, den nuværende reguleringsmodel og forslag til forbedringer.