Europa-Kommissionen er glad for den brede opbakning, som Europa-Parlamentet på sit plenarmøde i går aftes gav til Kommissionens meddelelse fra marts 2007 om en politik, der skal reducere uønskede bifangster og eliminere udsmid i europæisk fiskeri (IP/07/429). Parlamentet hilser i sin udtalelse Kommissionens strategi velkommen og understreger, at der hurtigst muligt skal gribes til handling i EU for at undgå, at værdifulde marine ressourcer går tabt. Udsmid er en stor trussel mod fiskebestandes bæredygtighed og dermed også mod fiskeriets fremtid. Parlamentet bakker også op om Kommissionens forslag om at gå gradvis frem, dvs. fiskeri for fiskeri, ud fra opstillede mål, så man med tiden får elimineret udsmid. Efter bredt samråd med aktørerne rådfører Kommissionen sig med videnskabsfolk om en række fiskerier, som kunne blive de første kandidater til et gradvist forbud mod udsmid. Kommissionen agter også at opstille en køreplan og en tidsplan for gradvis eliminering af udsmid i alle større europæiske kommercielle fiskerier.
Kommissær for fiskeri og maritime anliggender, Joe Borg, sagde følgende: “Jeg er meget glad for, at Parlamentet deler Kommissionen bekymring med hensyn til de virkninger, som udsmid af marine ressourcer har, og ligesom os er fast besluttet på gradvis at få elimineret udsmid. Kommissionen og Parlamentet er også enige om, at man må finde passende løsninger fra tilfælde til tilfælde. Dette sikrer, at aktørerne inddrages fuldt ud i processen, hvilket er af afgørende betydning for, at processen kan lykkes.
I Kommissionens strategi tages der hensyn til, at hvert enkelt fiskeri er forskelligt og kræver en skræddersyet løsning. Udsmidsmål og tidsplanen for at nå sådanne mål skal opstilles af EU, men det vil så være op til fiskerne at afgøre, hvordan de bedst kan nå målene. Parlamentet bakker i sin udtalelse op om, at man skal eliminere udsmid efter en resultatorienteret strategi i et fiskeri ad gangen.
Kommissionen er fuldstændig enig med Parlamentet i, at en begrænsning af den samlede fiskeriindsats i EU-fiskeriet i sig selv er et vigtigt skridt i retning af at eliminere udsmid. Den foreslåede politik for udsmid er således ikke en enkeltstående foranstaltning, men en del af et mere vidtspændende initiativ til forvaltning af EU’s fiskeri efter princippet om maksimalt bæredygtigt udbytte.
Kommissionen har, siden den offentliggjorde sin meddelelse i marts sidste år, holdt samråd med medlemsstater og aktører om, hvordan den nye politik kunne gennemføres. Der er også indhentet udtalelser fra fem af de regionale rådgivende råd og fra Den Rådgivende Komité for Fiskeri og Akvakultur.
Kommissionen har sendt en liste over seks fiskerier til sin egen Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) for at indhente rådgivning fra komitéen. Komitéens rådgivning forventes snart at foreligge. Kommissionen vil så på basis af sådan rådgivning udvælge, hvilke fiskerier der skal være de første, der indføres et egentligt forbud mod udsmid for.
Samtidig opstiller Kommissionen en køreplan og en tidsplan for anvendelse af denne strategi på alle større europæiske kommercielle fiskerier.
FiskerForum – 1. februar 2008