Der er ganske vist ikke tale om en verdensrekord, men det er alligevel et særsyn at fange en hummer på 5,2 kg. Denne hummer er nu sat ind i et af akvarierne på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals.
Fanget af fisker i Skagen
Den store hummer blev fanget af kutteren S 123 Pernille fra Skagen. Skipperen gjorde store øjne, for han havde aldrig selv set så stor en hummer. Han kontaktede Nordsøen Oceanarium for at høre, om man var interesseret i at erhverve den til akvariet. Her sagde man straks ja tak til tilbuddet, og hummeren kan nu ses i et af akvarierne, der netop er beregnet til at vise nogle spektakulære dyr fra Nordsøen.
Største hummer i 26 år
Denne hummer er den største man har haft i løbet af de 26 år akvariet har eksisteret. Hummeren måler 48 cm fra pandetorn til halespids, og alene den største af kløerne er 29 cm lang. Den hidtil største hummer man har haft i akvariet, var 45 cm lang og vejede 4,7 kg.
Det hører i dag til sjældenhederne, at der bliver fanget så store hummere, og man ved ikke præcis, hvor store de kan blive. I 1974 fik en fisker fra Gilleleje en hummerklo i nettet. Kloen var 65 cm lang, og ud fra kloens længde har man beregnet at hummeren må have vejet ca. 9 kg.
Man kan ikke umiddelbart bestemme alderen på krebsdyr som hummere og krabber, men sandsynligvis er hummeren, der nu befinder sig i akvariet på Nordsøen Oceanarium et sted mellem 10 og 20 år gammel.