Stort fokus på sikkerhed og nye ansvarsområder for Søfartsstyrelsen
2011 var året, hvor Søfartsstyrelsens flerårige indsats for nedbringelse af skibsfartens CO2-udledning bar frugt med IMO’s vedtagelse af aftalen om energieffektive skibe. Det finder jeg meget tilfredsstillende. Til gengæld lykkedes det ikke at skabe tilstrækkelig opbakning i IMO til det danske forslag om et globalt bindende brændstofbidrag, og derfor fortsætter Danmarks lange seje træk på dette område.
2011 var også et år, hvor sikker sejlads i Arktis og sikkerheden i mindre fiskeskibe fyldte meget, ligesom den alvorlige ulykke på Præstø Fjord satte sine spor. Det viste behovet for, at Søfartsstyrelsen til stadighed har stort fokus på forbedring af sikkerheden.
Arbejdsulykkerne faldt i antal, men vi kom dog ikke i top fem på hvidlisterne i Paris- og Tokyo MoU, som var styrelsens målsætning for 2011. Det understreger vigtigheden af, at vi fortsætter det tætte samarbejde med erhvervet om at sikre, at skibe under dansk flag er kendetegnet ved høj kvalitet.
Sidst men ikke mindst bød 2011 også på ændringer af Søfartsstyrelsens ansvarsområde og organisation. Nu handler kvalitetsskibsfart ikke kun om skibene, deres besætninger og søfartens rammevilkår, men også om sikre farvande, afmærkning og navigation. Det bliver spændende, og Søfartsstyrelsen ser frem til nye synergier og udfordringer.”
Søfartsstyrelsens årsrapport for 2011 er udkommet.
Kilde: Søfartsstyrelsen
FiskerForum.com