Industrifiskere opfatter den udeblevne sperling kvote som det seneste kapitel i en rigtig grim historie.
En historie, som efter en række industrifiskeres opfattelse, har fået en rigtig grim drejning efter at hovedorganisationen, Danmarks Fiskeriforening for år tilbage slog ind på en politik, hvor samarbejde og dialog blev nøgleordene, i forbindelse med forhandlingerne omkring de årlige fiskerikvoter. Kvoter som siden, over en bred kam, er blevet mindre og mindre.
Der er i dag en forståelses kløft uden lige mellem industrifiskerne og ICES, som en række fiskere ikke er bange for at kalde uduelige. Senest er EU og især Fiskerikommissær Joe Borg, også kommet i skudlinien. Det er sket, efter han på den seneste generalforsamling i Danmarks Fiskeriforening udtrykte forståelse for det umulige i at drive et erhverv, der årligt udsættes for enorme ændringer i indtægtsgrundlaget. Efter kommissionen nu har afslået at åbne sperling fiskeriet i 2007, frygter fiskerne, at kommissæren reelt har en anden dagsorden; nemlig ønsket om en nedsmeltning af industrifiskeriet.
Fiskerforum har mødt formanden for Esbjerg Fiskerne, Jesper Juul Larsen (JJL), for at høre hans kommentar til ovennævnte.
”Man høres åbenbart ikke før, der kastes brosten og man udøver skade på andre.” siger JJL ”Hvis vi havde valgt en konfrontations politik, havde vi fået vor vilje og dermed stået bedre i dag. Havde det været landbruget, der var havnet i en tilsvarende situation, havde politikere og samfundet stået i kø for at hjælpe.”
JJL forklarer, at den umiddelbare utilfredshed bunder i to ting: for det første tobis stoppet fra juni måned, som industrifiskerne opfatter som en urimelig og en unødvendig blokering i forsøget på at udøve erhvervet. Og for det andet, at alle fiskernes argumenter i forhold til at åbne sperling fiskeriet 2007 er i orden.
Der er en mega frustration blandt fiskerne, men også i kredsen af organisationsfolk, for det er herfra de korrekte oplysninger og konstruktive forslag er fremkommet. Men af en eller anden grund gør man ikke noget fra politisk hold.
”Sagen har intet med bevaringspolitik at gøre. Industrifiskeriet er grønstemplet, og der fiskes bæredygtigt. ICES bekræfter at dødeligheden af sperling ligger væsentlig under den anbefalede maksimale dødelighed.”
JJL frygter at ICES har en skjult dagsorden og påstået videnskab, som overtrumfer de faktiske kendsgerninger. Parallelt anbefales det, at vi fra 2008 kan arbejde efter flerårige kvote tildelinger. Det havde ikke betydet noget, om der i 2007 blev åbnet for et fiskeri, reguleret i henhold til EU reglerne. Fiskeriet foregår desuden indenfor ”sperlingkassen”, der omfatter mindre end 5% af Nordsøens samlede areal – alle andre steder i Nordsøen har sperlingen fred.
Hvad så med fremtiden?
JJL forklarer: ”En konkret Esbjerg kutter mistede, på grund af det stormfulde vejr i vinter, det meste fiskeri fra januar til begyndelsen af april. Derefter startede en positiv tobissæson, der dog blev stoppet, da det gik bedst. Efter det nu står klart, at der ikke uddeles sperling i 2007, har skibet kun en mindre brisling kvote tilbage – samlet kommer skibet i 2007 på havet i mindre end 3 af årets 12 kalendermåneder.”
Industrifiskeriets sidste håb knytter sig til en rapport, der i øjeblikket er under udarbejdelse af fiskeriets organisationer og Fødevareministeriet. Rapporten skal udstikke den strategiske vej i det fremtidige industrifiskeri, herunder forventes også at indgå flerårige kvoter.
”Uden en klar strategi og realistiske budgetter, kan kutterne ikke få lov at fortsætte. Flere må nok indse, at tiden rinder ud og september er for langt væk.” lyder den deprimerende afslutningsbemærkning fra Esbjerg Fiskeriforenings formand.