Industriflåden kan øjensynlig vedvarende finde store mængder tobis.
Kombinationen af godt fiskeri og rekordhøje afregningspriser har betydet, at mange fiskere aflyste Pinseferien – og afledt af den beslutning måtte mange lossefolk og produktionsmedarbejdere hos fiskemelsfabrikkerne på overar-bejde.
Ingen danske fabrikker har ligget stille henover Pinse. I Thyborøn har personalet konstant kørt i ”2×12 timer” og fra Hanstholm lyder meldingen ligeledes om konstant kø ved lossekranerne.
I Thyborøn er ventetiden p.t. for losning 1 til 2 døgn. Tilfældigheder gjorde, at der d. 14. maj ikke var tilførsel til fabrikken. Fabrikschef Lars Skytt fortæller, at produktionskapaciteten siden d. 15. maj har været udnyttet 100%; ”Jeg forventer også vi i de kommende dage må skubbe 1.000-2.000 råvarer foran os” forklarer fabrikschefen.
Driftleder Ole Nørregård fra Hafimeal i Hanstholm glæder sig også over de mange produktionstimer: ”Jeg har været med i 22 år, og har aldrig oplevet noget lignende” siger han, samtidig med han glæder sig over, at industrifiskerne endelig har lidt medvind; ”Det fortjener de!”.