Mandag formiddag havde FF Skagen hyret et firma ind til rengøring af en større olietank på havnen i Skagen.
Under arbejdet besvimer en af arbejderne og falder livløs om i tanken. Heldigvis får han hurtig hjælp fra de tre øvrige tankarbejdere, der lynhurtigt får ringet 112 og efterfølgende får reddet manden ud i den friske luft og får flået masken af ham.
Allerede inden redningsvæsnet og ambulancen ankom til stedet, var den uheldige tankarbejder kommet til bevidsthed og han havde efter omstændighederne fået det meget bedre.
For en sikkerheds skyld blev alle fire rengøringsfolk, taget med til observation på akutmodtagelsen ved Sygehus Vendsyssel.
Indsatsleder ved det Nordjyske Beredskab i Frederikshavn Bo Isaksen, oplyste til TV2 Nord, at alle der arbejdede i tanken mandag formiddag, bar filtermasker. Masker der under arbejdet kunne fjerne og filtrere partikler fra luften, så indåndingsluften var ren. Årsagen til den ene tankarbejders bevistløshed skal måske, ifølge indsatslederen, findes i et område af tanken, hvor iltniveauet, på det pågældende tidspunkt, har været ekstremt lavt. Hvilket måske har forårsaget tankarbejderens fald og besvimelse.
Det er nu op til arbejdstilsynet, at undersøge de nærmere omstændigheder omkring ulykken og derigennem måske finde årsagen til uheldet. Et uheld, der efter det oplyste, heldigvis ikke har medført nogen personskade eller mén.