Det er nu nøjagtigt 100 dage siden Hirtshals Yard opstod på resterne af Wärtsilä værftet i Hirtshals.
Projektleder Jesper Reinholt ser tilbage på de 100 dage, hvor der har været travlt fra dag ét: ”Vi er kommet godt fra start, og med kunder som Esvagt og Hordafor samt flere fiskefartøjer og Fur-færgen, i løbet af de første 100 dag, så kan vi kun være tilfredse med virksomhedens start. Vi har lige i øjeblikket tilbud ude på en række spændende opgaver, så efter en god opstart, og 100 dage med fart på, ser vi positivt på den kommende tid.”
Hirtshals Yard har fra første dag haft afsæt i flere styrkepositioner, der blandt andet omfatter 15 medarbejdere, der har arbejdet på værftet, da det var ejet af Wärtsilä-koncernen. På den måde har Hirtshals Yard en gruppe stærke medarbejdere, og nøglepersoner, der bærer virksomheden, og som fra starten har vidst, hvordan værftet drives. Hele dette setup er en styrke for Hirtshals Yard og det nyder virksomhedens kunder godt af.
Endnu en unik styrkeposition er den overdækkede flydedok med en indvendig længde på 82 meter og en løftekapacitet på 2.300 tons. Dokken gør det muligt for Hirtshals Yard at arbejde under alle vejrforhold, og dermed også under vejrforhold, hvor det ikke vil være muligt at arbejde udendørs. Den overdækkede dok giver Hirtshals Yard et forspring, da værftet har rammerne til at sikre hurtig service og aflevering af det færdige arbejde uafhængigt af vejret, hvilket er en væsentlig beslutningsparameter for rederierne.
”Lige nu er vi helt som forventet inde i en stille periode. Vi følger planen – måske endda lidt på den gode side –, så vi vurderer selv, at Hirtshals Yard og hele teamet er kommet godt i gang. Som udgangspunkt var der lagt et budget med en blød opstart, men vi har haft fuld fart på stort set fra dag ét. Det har naturligvis også haft en vis betydning, at Wärtsilä overleverede aktiviteterne til os på ordentlig måde, så vi havde noget at bygge videre på,” slutter Jesper Reinholt.
Kilde: Hirtshals Havn
FiskerForum.com