Hirtshals Havn bliver dermed Danmarks første havn med kommercielt LNG-bunkeranlæg.
Fjord Line etablerer sammen med Liquiline Danmarks første kommercielle LNG-bunkeranlæg på Hirtshals Havn. Der etableres i første fase et tankanlæg på 400 kubikmeter, som primært skal forsyne Fjord Lines cruisefærger, og som samtidig giver mulighed for forsyning af andre LNG-drevne skibe.
LNG tanke gør Hirtshals Havn attraktiv
Hirtshals Havns unikke geografiske position vil tilbyde skibsfarten mulighed for at bunkre LNG uden store afvigelser fra sejlruten nord om Danmark mellem Nordsøen og Østersøen. På den måde bliver havnen attraktiv for den fremtidige flåde af skibe, der sejler på LNG, og dermed vil den første tank på 400 kubikmeter og senere også en udvidelse af tankanlægget, så anlægget samlet får en kapacitet på 10.000 kubikmeter, og dermed dels får en optimal fleksibilitet for så vidt angår bunkringen af Fjord Lines egne cruisefærger, og dels at man fremadrettet bliver en seriøs aktør i LNG-bunkermarkedet i Skandinavien. Dette giver optimale bunker- og serviceløsninger, overfor skibsfarten og serviceindustrien.
Fjord Lines har ud fra Hirtshals Havn daglige afgange på færgeruterne til Bergen, Stavanger og Langesund. Ruterne besejles af rederiets LNG-drevne cruisefærger M/S “Bergensfjord” og M/S “Stavangerfjord”.
LNG er naturgas, der er kølet til -162 grader Celsius, hvor gassen bliver flydende, og derfor ikke lagres under tryk. LNG-drevne skibe udleder mindre end 0,1 % svovl, og dermed opfylder skibene den internationale maritime organisation IMO's nye skrappe krav til udledning, som bliver indført den første januar 2015 for skibe, der sejler i blandt andet Nordsøen og Østersøen.