Gårsdagens fund af vragdele og fiskeres beretning om en ny ”hindring” på fiskestedet ”Korallerne”, fik Opklaringsenheden assisteret af SOK ud på havet – og den savnede fiskekutter fra Hirtshals er nu lokaliseret.
Søværnets Operative Kommando offentliggjorde sidst i eftermiddag fundet af den savnede kutter, HG 37 PUK. SOK’s minerydningsfartøj, Havkatten assisterede Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed som anmodede om hjælp til afsøgning af havbunden ca. 30 mil ude for Hirtshals.
Efter søgning med sonar blev der lokaliseret en kontakt, der kunne minde om et vrag, og en undervandsdrone blev sendt ned, og kunne konstatere at vraget var den savnede Hirtshals-kutter, som sejlede ud og sidst blev set den 28. februar.
”Desværre opstod der en teknisk fejl på undervandsdronen, hvorfor denne måtte bjærges. Havkatten ligger nu i Hirtshals for at reparere undervandsdronen. Når reparation er tilendebragt, vil Havkatten igen sejle ud og undersøge vraget nærmere, med henblik på at bidrage til Søfartsstyrelsen Opklaringsenhed opklaring af, hvad der skete med HG 37 PUK,” berettes der på SOK’s hjemmeside.
Det er endnu uvist om den 60-årige fisker er i kutteren.