De nordiske miljøministre har rettet opmærksomheden på plastaffald og mikroplast i havene, hvor gamle plasticposer, sodavandsflasker og andet udtjent plastaffald havner i havene i store mængder, og mikroplast ender i fisk og andre havdyr.
Det er et miljøproblem, som de nordiske landes miljøministre på et møde i denne uge har givet håndslag på at arbejde sammen om.
»Plast i havet er et kæmpe globalt problem uden nemme løsninger, og det kræver internationalt samarbejde. Derfor går vi nu sammen med de andre nordiske lande om at sætte fokus på problemet. Blandt andet vil vi gøre en fælles indsats for at løfte dagsordenen på FNR17;s store miljømøde i maj,« siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Europa på banen
De nordiske lande vil også arbejde for, at der kommer en stærk europæisk indsats mod plast i havene.
»Det er en del af dagsordenen om cirkulær økonomi, som vi allerede støtter. EU arbejder med en cirkulær økonomi pakke, og vi vil nu skrive et fælles brev fra de nordiske lande til Kommissionen for at understrege, hvor vigtigt det er, at pakken bidrager til at løse plastproblemet. Det betyder ikke, at vi ikke selv skal gøre noget. Vi arbejder aktivt med løsninger her i Danmark, hvor vi blandt andet har støttet forsøg med at rense spildevand for mikroplast,« siger Esben Lunde Larsen.
FNs miljømøde UNEA2 løber af staben i Nairobi, Kanya, d. 23. til den 27. maj.