Bestandene af industrifisk er i bedring, fastslår en arbejdsgruppe under Fødevareministeriet. En langsigtet plan for hver enkelt bestand kan forstærke udviklingen og give industrifiskerne en sund økonomi.
Kommissionens lukning af tobisfiskeriet i maj sendte chokbølger gennem industrifiskeriet, og siden har en arbejdsgruppe under Fødevareministeriet arbejdet på et oplæg til en flerårig strategi for dansk industrifiskeri, som nu er afleveret til fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Arbejdsgruppen vurderer på baggrund af den nyeste biologiske viden, at der i 2008 vil være væsentligt bedre fangstmuligheder for den danske industriflåde. Fødevareøkonomisk Institut har i rapporten beregnet, at det forbedrede fangstgrundlag vil give en tilfredsstillende rentabilitet for den eksisterende industriflåde.
”Heldigvis ser alle væsentlige industrifiskebestande ud til at være i bedring. Den udvikling skal vi forstærke. Vi må have dokumentations- og styringsmekanismer, så Danmark selv kan tage ansvar for en forsvarlig udnyttelse af industrifiskeressourcerne,” siger fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Arbejdsgruppen foreslår, at der fastlægges en langsigtet fiskeriforvaltningsstrategi for hver enkelt industrifiskebestand, hvor de vigtigste er tobis, brisling, blåhvilling og sperling. Arbejdsgruppen har udarbejdet strategioplæg og kravspecifikation til den nødvendige biologiske rådgivning for hver af industriarterne.
”Erhvervet og forskerne er enige om, hvorledes den biologiske rådgivning og forvaltningen af industrifiskeriet skal spille sammen, og det skal udnyttes. Arbejdsgruppens langsigtede planer for hver bestand vil indgå i det internationale rådgivningsarbejde i efteråret. Det er en del af den danske forberedelse til ministerrådsmødet i december og betyder, at beslutningen om fiskeriet i 2008 kan tages på grundlag af den bedst mulige viden om fiskebestandenes tilstand, og om hvordan de skal udnyttes,” siger Eva Kjer Hansen.
Fødevareministeriet er i dialog med Kommissionen for at sikre, at kommissionen er orienteret om de danske indspil til rådgivningsprocessen, ligesom forvaltningsstrategien har været drøftet med Norge, som også har interesser i industrifiskeriet.
Fødevareministeriet udmeldte i juni 2007 individuelle omsættelige kvoteandele (IOK) til de enkelte industrifartøjer. Ordningen indebærer, at industrifartøjerne kan købe og sælge kvoteandele og således sikre, at fangstmulighederne svarer til det enkelte fartøjs fangstkapacitet. Arbejdsgruppen forventer på baggrund heraf en strukturtilpasning i industrifiskeflåden, hvilket efter Fødevareøkonomisk Institut beregninger vil give en yderligere forbedring af rentabilitet i industrifiskeriet.
Oplægget til strategien er udarbejdet i et bredt samarbejde mellem fiskeriets organisationer, det biologiske rådgivningssystem, finanssektoren og Fødevareministeriet.
FiskerForum – 25. september 2007