FF NYT har haft fornøjelsen af at være med ombord på det nye GG 229 Clipperton på en skiftedag. I denne reportage vil vi fortælle historien om, hvordan GG 438 Clipperton og GG 229 Bristol blev til GG 229 Clipperton, og hvordan ejerfamilierne blander sig på kryds og tværs, når besætningerne stikker til søs.
Netop hjemvendt fra otte dage til søs, bliver FF Nyt modtaget af skipper Marcus Backman og hans besætning. Marcus Backman er en af de tidligere ejere af det gamle Clipperton, som var ejet af familierne Backman og Malmborg. De er fortsat tre ejere herfra, og deres sønner sejler også med. »Min ene søn var styrmand på denne tur, og min anden søn starter med at sejle her til efteråret,« siger Marcus Backman og er ikke bleg for at indrømme, at det giver en vis stolthed, at de er fulgt i hans fodspor. Selv har Marcus Backman fisket i 30 år og elsker det. »Det er selve jagten med at finde fisken og så den gode følelse, når du har fået fyldt båden op. Det er de to ting, jeg holder mest af ved at fiske,« siger Marcus Backman.
En ren fornøjelse at fiske nu om stunder
Skibets anden ejergruppe fra det gamle Bristol består af Familien Jansson. Kenny Jansson er en af de tre Janssonbrødre, der ejer den anden halvdel, og også deres sønner sejler med. Kenny Jansson møder vi, da besætningen skifter og han kommer slæbende med en masse poser fulde af mad til turen. Han er styrmand og har fisket i 48 år, men vil ikke sætte en dato på, hvornår han stopper. »Med nutidens vældige komfort er det efterhånden bare en ren fornøjelse at være med. Der er virkelig sket meget i løbet af alle de år,« siger Kenny Jansson.
En god blanding af unge og ældre
Bare fra de to søsterskibe og til dette nybyggede skib er der sket en hel masse. Og det var netop ønsket om at effektivisere og samle kvoterne, der fik familierne til at slå sig sammen om at bygge et nyt skib. »Vi mindsker omkostningerne, effektiviserer fiskeriet, får en bedre kvalitet på fisken, og samtidig følger vi med udviklingen, der går mod større og større skibe. Og så er det blevet meget nemmere at fiske i al slags vejr,« siger Marcus Backman.
Fra Kenny Jansson lyder svaret sådan: »Når vi er flere folk, der driver det, står vi mere solidt.«
Hans nevø Gustav Jansson supplerer: »På Bristol var der mange, der var lidt ældre, og der var ikke så mange unge. Når vi slår os sammen, har vi en god blanding af alt fra 20-årige, der skal lære at sejle, til 65-årige, som har al mulighed for at lære fra sig,« siger Gustav Jansson.
Samarbejde på kryds og tværs af familierne
Med hensyn til samarbejdet lyder det fra alle kanter, at det går rigtig godt. »Vi har et fælles mål, og så er det let at samarbejde,« fortæller Marcus Backman. Det gode samarbejde afspejler sig også I, at besætningen er blandet på kryds og tværs. »Min ene bror var med på sidste tur, og min anden bror er med mig nu. Min nevø er også med mig nu, og det samme er Marcus’ fætter,« forklarer Kenny Jansson videre.
Men med hensyn til det gode samarbejde skal man måske heller ikke underkende betydningen af en god fangst: »Vi har haft godt fiskeri, siden vi startede, og når man har godt fiskeri, så er der ingen bekymringer,« siger Marcus Backman med et glimt i øjet.
Kilde: FF Skagen FiskerForum.dk