Hurtig indsats fra brandvæsnet i Hirtshals tirsdag eftermiddag, begrænsede branden til styrhuset på den 76 år gamle kutter HG 80 Beatrix.
Det lokale brandvæsen stillede med alt mobilt beredskab, da en brand i en kutter, ifølge indsatsleder Dennis Ottosen udtalelse til TV2 Nord, ofte er vanskelig at styre, ”det er ikke bare et hus med fire vægge, der er trapper og gange, som man ikke lige kan være klar over, og det kan besværliggøre indsatsen.”
I dette tilfælde fik beredskab Hjørring dog hurtigt styr over situationen og branden blev begrænset til styrehus som heller ikke fik lov til at brede sig til de omkringliggende fartøjer ved Vestkajen i Hirtshals.
Formentlig en kortslutning
Branden er formentlig en kortslutning i det elektriske system om bord, men et syn og skøn vil senere afgøre årsagen.
Vigtigst af alt, ingen personer kom til skade ved branden. Men en trist dag for skipper Hans Nielsen, der således på nærmeste hold, måtte se sin arbejdsplads igennem mange år, gå op i røg.