Godt resultat trods vanskelige vilkår
Det forgangne år var som bekendt præget af rekordlave kvoter, der afstedkom store vanskeligheder for både fiskere og fabrikker.
Alligevel kom TripleNine ud med et overskud efter skat på knap 11 millioner kroner, hvilket vi under normale omstændigheder ville betegne som “mindre tilfredsstillende”.
Men under de givne omstændigheder – en halvering af råvaretilgangen – må det betegnes som absolut tilfredsstillende, eller måske nærmere “overraskende tilfredsstillende”.
Omdannelsen til aktieselskab
Året 2012 var også præget af andelsselskabet TripleNine’s omdannelse til aktieselskab.
Der har været arbejdet længe og grundigt med denne proces, og der har været givet en grundig information herom både til andelshaverne og til offentligheden.
Der var da heller ikke nogen debat om emnet på generalforsamlingen, hvor omdannelsen skulle vedtages. Men på grund af ydre omstændigheder lykkedes det kun lige at samle det nødvendige 80%’s fremmøde, for at man kunne træffe beslutning om omdannelsen.
Men nu er vi altså et aktieselskab med navnet TripleNine Fish Protein A/S.
Sammenlægning med Vedde
Lang tids sonderinger for at skabe konsolidering i branchen resulterede i november 2012 i, at bestyrelsen besluttede at anbefale en sammenlægning med den norske fiskemelsvirksomhed Vedde AS, der ejes af det familieejede Koppernæs AS.
Herved afgiver vi naturligvis noget suverænitet på forretningsområdet fiskemel og -olie. Til gengæld får vi langt større mulighed for at skabe lønsomhed og for at klare os i krisesituationer.
Vi beholder navnet TripleNine og 999-logoet.
Den endelige beslutning om sammenlægningen vil blive taget på en ekstraordinær generalforsamling, formentlig i april, når de nødvendige tilladelser fra diverse myndigheder er på plads.
Organisering af koncernen
I det kommende år vil bestyrelsen naturligvis have fokus på sammenlægningen med Vedde, samkøring af de to virksomheder og organisering af den fremtidige koncern.
Vi forventer, at vi kan finde en model, der sikrer dynamik og fremdrift.
Den nye koncern skal jo også have sit finansieringsgrundlag i orden, og vi er i øjeblikket ved at udarbejde en detaljeret forretningsplan samt budgetter for de kommende tre år, så vi kan få et overblik over finansieringsbehovet.
På den baggrund forventer vi meget snart at kunne indgå en finansieringsaftale med et af de pengeinstitutter, vi samarbejder med.
For at styrke netop denne side af den nye koncern er det besluttet at ansætte en koncern-økonomichef (CFO), der skal være en del af ledergruppen i koncernen.
Pharma’s fremtid ser positiv ud
Også TripleNine Pharma A/S vil få høj prioritet i det kommende år.
Efter at salget af phospholipider til humant brug nu er kommet i gang på det amerikanske marked, venter vi spændt på den videre udvikling i afsætningen.
Ligeledes har vi igangsat et strategiarbejde for at afdække virksomhedens muligheder, og vi forventer i nærmeste fremtid at kende resultatet heraf.
Samtidig har en interessent vist stor interesse for at indgå i et joint venture med Pharma, hvilket lyder positivt. Det vil vi i den nærmeste fremtid tage stilling til.
Godt nytår!
Alt i alt er der rigtig mange, positive ting at arbejde med i det kommende år – og i den kommende tid i det hele taget.
Så jeg kan på hele virksomhedens vegne ønske alle vore samarbejdspartnere et godt – og arbejdsomt – nytår!