Formanden for Danmarks Fiskeriforening Svend-Erik Andersen mener at kystfiskerne bliver misbrugt af interessegrupperne, der deltager i Fødevareministeriets arbejdsgruppe om dansk kystfiskeri.
”Der er ingen tvivl om, at der er stor politisk bevågenhed på kystfiskerne netop nu. Men spørgsmålet er, om det reelt handler om at hjælpe kystfiskerne og det kystnære fiskeri,” siger formanden Svend- Erik Andersen. ” Som jeg oplever det, så bruger mange forskellige aktører kystfiskerne til at løfte deres egne politikker, om det er en grøn dagsorden, en klimadagsorden eller en rød dagsorden. Hovedpersonerne i sagen glemmer man, jeg mangler at der bliver spurgt mere ind til, hvad kystfiskerne egentlig selv ønsker.”
Formanden er selv aktiv i arbejdsgruppen, der skal komme med indspark til Folketinget, som efterfølgende skal danne grundlag for en ny kystfiskerordning inden maj i år. Men desværre ser det ud til, at dem det hele handler om, bliver forbigået og overhørt i en grad der ikke tidligere er set. Hvor interessegrupper og organisationer sidder med hver deres lille dagsorden, og prøver at få indflydelse på et fiskeri, de kun har periferisk interesse i.
Svend-Erik Andersen skriver da også i Fiskeri Tidende lørdag den 23. marts at han har på fornemmelsen, at rapporten fra arbejdsgruppen allerede er skrevet og fremhæver at Danmarks Fiskeriforening bakker op om at fastholde det kystnære fiskeri, og helt konkret helst ser en fortsættelse af den tidligere ordning, dog med fokus på at fiskerne i ordningen skal være aktive.