I følge Danmarks Radio har Miljøstyrelsen for øjeblikket en halv snes ansøgninger liggende om nye havdambrug til sagsbehandling og endelig godkendelse.
Så i de kommende år, vil flere netbure finde vej til de indre danske farvande med flere hundredetusinde ørreder i hver. Landets største havbrug, Musholm AS har således tre nye store projekter til godkendelse ved myndighederne og i bekræftende fald disse godkendes, vil det betyde mere end en fordobling af Musholms produktion i de kommende år.
Beliggenheden for de kommende tre projekter ved Musholm er:
- Et havbrug syd for Klintholm på Møn
- et havbrug i Sejerøbugten
- et havbrug i Storebælt
For alle brugene gælder, at de placeres mellem fire og otte kilometer fra kysten, som med den kystnære beliggenhed, har fået mange miljø- og naturfolk til at protestere, da der sammen med tilladelserne, samtidig ligger ret til at udlede omkring 80 tons kvælstof pr. havbrug. Grønne bekymringer som administrerende direktør ved Musholm AS Niels Dalsgaard blankt afviser, da havbrugene placeres på havdybder, hvor strømmen vil minimere påvirkningen og fortynde forureningen. Han påpeger videre, at hvert havbrug vil give optil 12 arbejdspladser på selve brugene og arbejde til yderligere ca. 50 mand på land.
At havbrug giver job, er ingen nyhed for næstformanden i Danmarks Fiskeriforening PO, Kim Kær Hansen, der sammen med mange erhvervsfiskere i de nævnte områder, ser frem til de mange nye arbejdspladser indenfor erhvervet. For som næstformanden siger til Danmarks Radio, vil det specielt for et område som Møn, give øget aktivitet på Klintholm Havn og ydermere give arbejde til nogle af de fiskere, som allerede har stoppet eller som måske overvejer at opgive fiskeriet og erhvervet. Med godkendelse af havbrugene, vil flere i stedet nu få mulighed for at blive i det erhverv de elsker.