De små ting skal være i orden, når Søfartsstyrelsen kommer på besøg for at syne et fiskefartøj.
Da det sker på timebasis, hvor kunden betaler for den tid der går, så er det ikke helt ligegyldigt, om der går en dag eller blot nogle få timer med synet.
Derfor har Fiskeriets Arbejdsmiljøråd et godt tilbud til alle, som tilbydes et såkaldt ”forsyn” af fiskefartøjet.
Forsynet foregår tæt på nøjagtig samme måde som et rigtigt syn. Det er nemlig det samme dokument, som folkene fra arbejdsmiljørådet har med ud og kontrollere og tjekker efter.
Søfartsstyrelsen kræver periodiske syn af fiskefartøjer med et dimensionstal over 20 og en længde under 15 meter. Synet skal foretages af Søfartsstyrelsen eller en autoriseret synsmand, hvert 5. år. I perioden ind imellem skal der udarbejdes en tjekliste, som skal bekræftes overfor myndigheden, at fartøjet fortsat lever op til reglerne.
Alle fartøjer med et dimensionstal over 20 er omfattet af reglerne om syn. Dimensionstallet beregnes ved at gange fartøjets største længde med fartøjets største bredde målt i meter. Når det er tid for et syn sender Søfartsstyrelsen et indkaldelsesbrev for fartøjet, hvorefter der skal være udført et syn inden den angivne dato. Sker dette ikke må fiskefartøjet ikke anvendes til fiskeri.
Kilde: Fiskeriets Arbejdsmiljøråd
FiskerForum.com