For femte gang indenfor et år konstaterede Fiskeridirektoratet sidste mandag et dansk fiskefartøj under udøvelse af fiskeri i et område af Kattegat, hvor fiskeri er forbudt. Kontrollen i området er intensiv og højt prioriteret. Svenske myndigheder har også konstateret ulovligt fiskeri i samme område.
Der er permanent forbud mod fiskeri i det område, hvor fartøjet blev kontrolleret. Siden begyndelsen af sidste år har det været helt forbudt at fiske i det område, hvor torsken formodes at gyde.
Siden efteråret 2009 har Fiskeridirektoratet opprioriteret kontrollen i området, efter at både danske og svenske myndigheder havde konstateret overtrædelser. Da langt størstedelen af området er beliggende i svensk farvand, overvåger også den svenske kystvagt området med både fly og skibe, og har konstateret, at et antal fartøjer har fisket ulovligt i forbudsområdet.
”De få ødelægger det for de mange og det er stærkt beklageligt. Det er i alles interesse at beskytte torsken i Kattegat, så vi også i årene fremover kan fiske torsk. Vi vil i Fiskeridirektoratet overveje anvendelse af yderligere sanktioner, hvis forbuddet ikke fremover respekteres,” siger Anders Munk Jensen, direktør i Fiskeridirektoratet.
Dansk-svensk samarbejde
Fiskeridirektoratet samarbejder med det svenske Fiskeriverket om kontrollen med forbuddet. Herunder koordination af søværts kontrol og udveksling af satellittransmitterede oplysninger om fiskerfartøjernes bevægelser. Samarbejdet er med til at effektivisere kontrollen i forbudsområderne, da myndighederne bedre kan planlægge deres kontrol, når de har gensidig adgang til hinandens oplysninger om fiskefartøjernes bevægelser i Kattegat. Fiskeridirektoratet er opmærksom på et fortsat tæt samarbejde med de svenske myndigheder om kontrollen med de lukkede områder.
Forbudsområder
Forbudsområder etableres for at beskytte fiskenes overlevelse. Der er i Kattegat tre slags forbudsområder med hver deres begrænsninger af fiskeriet i forhold til perioder og hvilke redskaber, der er omfattet af forbuddet. Enten kan et område været permanent lukket. Eller et område kan være lukket i en afgrænset periode i løbet af året. Endelig kan et område være lukket for fiskeri med bestemte typer af redskaber.