Lige et paradoks – Danmark og de kloge hoveder der glemte jorden under fødderne
Der var engang et lille land med store tanker. Danmark — fladt, grønt, omgivet af hav, hvor vinden altid vidste, hvor den ville hen, og hvor bønder og fiskere i århundreder bar landet frem på slid, snilde og sæsonernes luner.
Men tiderne ændrede sig.
Vi fik uddannelser, universiteter og eksperter i snart sagt alt. Vi lærte at regne, måle, sammenligne og skrive debatindlæg. Danmark blev et land fuld af kloge hoveder, og det blev hurtigt en æressag at kunne argumentere, analysere og forklare alting rationelt.
Og midt i denne intellektuelle opblomstring skete der noget mærkeligt.
Jo mere vi lærte, desto mindre forstod vi.
Pludselig var det som om, vi begyndte at se verden gennem briller slebet af ren logik. Alt skulle give mening – ikke i hjertet, men i hovedet. Og det, vi ikke forstod med det samme, afviste vi som gammeldags, problematisk eller “for uambitiøst”.
Landbruget og fiskeriet – de fag, vi engang byggede vores velstand på – blev pludselig mistænkelige størrelser. “Er det nu bæredygtigt nok?” “Er det godt nok?” “Gør de det rigtige – hele tiden?” Vi stillede spørgsmål, men lyttede sjældent til svarene. Det var som om, vi mistede forbindelsen til jorden, havet og dem, der stadig knoklede derude med hænderne nede i det, vi spiser.
Og dog… Er det ikke netop dansk landbrug og dansk fiskeri, der igen og igen forsøger at gøre tingene ordentligt? At dyrke og fange under stramme regler, med respekt for naturen og faglig stolthed? Når vi eksporterer vores fødevarer, bliver de mødt med anerkendelse. Men herhjemme? Her møder de ofte skepsis.
Vi burde være stolte. Men vi er blevet bange for at anerkende noget, der ikke kan bevises med statistik eller slides. Forståelsen er som blæst bort af en kold vind fra teoriernes tinder.
Måske er det her paradokset: Jo mere vi prøver at forstå verden gennem hovedet alene, desto sværere bliver det at mærke, hvad der virkelig betyder noget.
For hvad hjælper det at være klog, hvis man glemmer respekten for dem, der holder os i live?
Måske er det tid til at tage brillerne af og kigge ud over marken. Ned i båden. Ind i øjnene på dem, der står tidligt op, ikke for at skrive kronikker, men for at sikre, at vi har brød på bordet og fisk i nettet – og som gør det med en stolthed, vi burde spejle os i, ikke måle os over.




















