Det skyldes, blandt meget andet, at udsigten til en højere kvote for især den lille proteinfisk tobis, har gunstige udsigter for 2017. En fiskeart der har kolossal stor betydning for virksomheden FF Skagen, som én af de førende i verden med eksport til flere end 60 nationer.
»Vi ser med optimisme fremtiden i møde«, fastslog bestyrelsesformand Jens A. Borup i sin beretning på generalforsamlingen i FF Skagen A/S torsdag den 24.marts, samtidig påpegede formanden at virksomheden netop har afsluttede den største nyinvestering i koncernens 57-årige historie. Samlet har FF Skagen i 2016 investeret for mere end 290 mio. kr.
Fabrikkerne i Skagen og i Hanstholm er moderniseret i alle led og er klar til fremtidens krav med styrket kvalitet, produktion og fleksibilitet. Laboratoriumet i Skagen er efter en omfattende modernisering i stand til, som et af de førende i verden, at dokumentere produkternes sunde betydning for opdræt af fisk, grise og fjerkræ til gavn for både dyr og mennesker på grundlag af et bæredygtigt fiskeri og en bæredygtigt produktion. Denne modernisering omfatter samtidig produkter til kæledyr, som er et stærkt voksende marked.
»Det betyder desuden«, fremhævede Jens A. Borup i beretningen, »at vi har etableret et nyt og udvidet samarbejde med kunder i de lande, som efterspørger produkter til netop deres opdræt. Med andre ord«, fastslog han, »er vi i stand til i stigende omfang at fremstille endnu flere proteinrige produkter, i udvidet omfang efter kundernes ønsker samtidig i samarbejde med dem.«
Blandt nyskabelserne indenfor den nævnte investering er også købet af et kombineret transport og fiskehandelsselskab H.F. Transport i Hirtshals og Frölunda Transport AB i Sverige.
Ny koncernstruktur
Bestyrelsen har sammen med ledelsen arbejdet på at forenkle koncernstrukturen, og med udgangspunkt heri, er det besluttet at samle vores salgsselskab, Handels Kompagniet Fiskerne A/S, FF Hanstholm A/S og FF Skagen A/S i et selskab, nemlig FF Skagen A/S. På den måde samler vi indkøb, produktion og salg i én enhed, hvilket giver rigtig god mening. Fusionen får virkning fra 1. januar 2017.
Koncernen realiserede i 2016 en omsætning på 2.007.817.000 kr. og et resultat efter skat på 13.987.000 kr. Egenkapitalen udgør pr. 31 december 2016 263.725.000 kr.