På baggrund af mere end 500 nomineringer fra danskerne, udvides måltidstænketanken nu med fem nye medlemmer.
En kaospilot, en landmandskone og en studerende er tre af de fem nye medlemmer, der træder ind i Måltidstænketanken. Fælles for de fem er, at de er indstillet af danskerne og har vist en særlig ihærdig indsats for at udbrede den gode madkultur.
Der har været stor interesse for måltidstænketankens arbejde – i alt er der kommet 565 nomineringer af 215 forskellige personer. Dan Jørgensen glæder sig over interessen og de fem nye medlemmer.
”Det er folkets tænketank, og derfor er jeg glad for, at vi også har fået fem medlemmer udpeget af danskerne med. De fem er alle valgt, fordi de har udvist et helt særligt engagement i madkultur og kender hverdagens udfordringer med at få god mad til at passe ind i en hverdag med skole, job, badminton og andre fritidsaktiviteter,” siger Dan Jørgensen.
Måltidstænketanken får blandt andet til opgave at foreslå en række måltidsråd og komme med anbefalinger til, hvordan man kan ændre måltidskulturen i Danmark.
Cathrine Frederiksen
Cathrine er 28 år, bor i København og ung iværksætter og fødevare trendspotter. Hun er uddannet Kaospilot i 2011 og arbejder som selvstændig konsulent. Hun var drivkraften bag Restaurant Day, som blev kåret som Årets madevent i 2013. Restaurant Day er en dag, hvor alle opfordres til at åbne deres egen restaurant, derhjemme, i en park eller på gaden. Projektet sætter fokus på god mad, fællesskab og kreativitet. Nu er projektet videregivet til andre og hun brygger på nye spændende projekter. Hun har en unik indsigt i lokale og globale fødevaretrends og masser af ideer til at styrke den danske mad- og måltidskultur.
Jonas Vigkilde
Jonas er 35 år og bor på Amager. Han er uddannet hjemkundskabslærer og står bag projektet Fars Køkkenskole i Vallensbæk Kommune. Han har arbejdet som kok i Italien, Ebeltoft og København og har flere års erfaring som skolelærer. Fars Køkkenskole er et initiativ, som giver fædre og deres børn mod på madlavning sammen i hverdagen og lærer dem at lave simple og sunde retter med velsmag. 35% af fædrene i Vallensbæk med børn i 2-4. klasse har været på køkkenskole, 92% af dem oplever, at de er blevet bedre til at lave mad sammen med deres børn og 72% synes det er sjovere at lave sund aftensmad. Fars Køkkenskole er støttet af Nordea Fonden, og lige nu arbejdes der hårdt på at erfaringerne skal udbredes til flere kommuner.
Jonas har sammen med sin kollega skrevet ”Fars Køkken”, en kogebog til fædre og deres børn. Herudover udkommer hans anden kogebog ”To mand og en trykkoger” om kort tid. Den skal være med til at give familierne sunde og gode måltider på den tid, som vi har til rådighed i vores travle hverdag.
Lone Fløe
Lone er 51 år, bor i Sønder Felding og cheføkonoma i Ringkøbing-Skjern Kommune. Hun er leder af køkkenet Åkanden i Ringkøbing-Skjern Kommune og har derfor ansvaret for omkring 1000 måltider dagligt. Hendes klare koncept for disse måltider er, at maden skal laves fra bunden, og at der skal bruges lokale og danske råvarer i så vidt muligt omfang. Hun er frontløber indenfor nytænkning af måltidets betydning i kommunens strategiske udvikling og lokal mad i offentlige køkkener. Dertil er hun en ildsjæl og meget engageret i forskellige lokale og regionale projekter.
Charlotte Fredborg Jensen
Charlotte er 43 år, landmandskone og bor i en lille by udenfor Sæby ved Frederikshavn. Hun er uddannet Ernærings og husholdningsøkonom og køkkenassistent. Indtil for nylig arbejdede Charlotte med gode råvarer, madlavning og planlægning som souschef i en kantine i Ålborg. Charlotte er gift med Claus, der er landmand og har to børn på 12 og 14. Hun har fokus på bedre mad i familierne og fællesspisning i lokalområderne - ikke kun i storbyerne. Hun mener, at vi skal starte med børnene og arbejde os opad og har masser af forslag til, hvordan vi skal udvikle en bedre måltidskultur i Danmark. Hun kender alt til at bo i et lille dansk samfund og udfordringerne med at få arbejdsliv og familieliv til at gå op i en højere enhed.
Tine Gudrun Petersen
Tine er 31 år fra Odense, historiestuderende og medstifter af Odense Fødevarefællesskab, som i dag har 700 medlemmer og vandt Odenses bæredygtighedspris i 2012. En klar målsætning for foreningen er at inspirere til at spise mere lokalt og få en større madglæde og bevidst tilgang til, hvad vi putter i munden. Hun ved, hvordan man lever sundt, dansk, nemt, og billigt. Hun har fokus på at gøre debatten til et folkeligt favnende projekt, hvor alle - uanset pengepung - kan være med til at skabe flere fælles måltider. Tine bor alene med sin datter, og er således også repræsentant for alle de enlige forældre, der hver dag skal få hverdagen til at hænge sammen.
Slutspurt – sidste chance er søndag d. 26. oktober, til at stemme på din favorit-ret.
Husk nu at stemme på din favorit-ret, klik ind her og vær med i konkurrencen om Danmarks nationalret