Der er så meget rod med tilladelser til havbrug og udfordringer med godkendelser af havbrug, at miljø- og fødevareministeren nu kræver et fuldstændigt overblik.
Problemer med opdræt af ikkehjemmehørende arter hos havbrug, manglende placeringstilladelser og udfordringer med at overgå fra havbrugstilladelse til miljøgodkendelse har fået miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensens tålmodighed til at briste og slippe op.
Han vil nu have en samlet status og en grundig gennemgang af hele havbrugsområdet i forhold til alle godkendelser og tilladelser samt tilsyn og kontrol, herunder brugen af medicin og hjælpestoffer.
»Der er alt for mange ubesvarede spørgsmål på havbrugsområdet. Der er manglende placeringstilladelser, gamle havbrugstilladelser og kritik af tilsynet. Det bekymrer mig, og jeg kan ikke leve med, at der er så meget usikkerhed omkring hele dette område. Vi er nødt til at have alt frem. Hverken miljøet eller erhvervet kan være tjent med denne tvivl,« siger Jakob Ellemann-Jensen.
En kulegravning af havbrugenes placeringstilladelser blev offentliggjort i oktober og viste, at flere havbrug ikke har den nødvendige placerings-tilladelse. Miljø- og fødevareministeren bad i den forbindelse Kammeradvokaten om at gennemgå hvert enkelt havbrugs placeringstilladelse for at få et komplet overblik.
»Situationen er uholdbar, og vi er nødt til at få ryddet op og skabt os et overblik, så vi kan vurdere, hvordan vi kan styrke administrationen på området. Nu har jeg bestilt en samlet status og grundig gennemgang, og vi må nu se, hvor det leder os hen,« siger Jakob Ellemann-Jensen.
Miljø- og fødevareministeren forventer at kunne præsentere en status medio 2019, hvorefter han vil indkalde til drøftelser om resultaterne.
Den kommende status og gennemgang af havbrugs-området:
- Gennemgang af alle tilladelses- og godkendelsesordninger for havbrug samt status over havbrugenes aktuelle situation.
- Gennemgang af eksisterende kontroller og tilsyn, der gennemføres af myndighederne og overblik over indsatsens resultater.
- Kommende resultat af Kammeradvokatens gennemgang af eksisterende havbrugs placeringstilladelser.