Drivtømmer ved Grønland gemte på hemmeligheden til at kortlægge hvor meget havis, der har været omkring Arktis igennem de sidste 10.000 år.
Nye undersøgelser fra Grundforskningscenter for Geogenetik på Københavns Universitet viser, at mængden af is i havene omkring Arktis har været udsat for store udsving over de sidste 10.000 år.
»Vi fandt ud af, at nøglen til mysteriet om havisens udbredelse i tidligere tider ligger gemt i det drivtømmer, som vi fandt langs kysten. Og umiddelbart skulle man tro, at det er kommet flydende over havet og landet på de nordgrønlandske strande uden videre. Men rejsen tager flere år, og så længe vil drivtømmer ikke kunne holde sig flydende uden at synke til bunds,« fortæller Svend Funder, der er leder af projektet.
»Drivtømmeret må fra starten være blevet indlejret i havisen og med denne nået frem til den nordgrønlandske kyst. Det er derfor et tegn på, hvor stor mængden af flerårig is har været i oceanet dengang,« siger Svend Funder.
Ved at bestemme det indsamlede drivtømmers sort og datere det fandt forskerne frem til, at tømmeret stammede fra de store floder i Nordamerika og Sibirien, og kunne fortælle en historie om skiftende rejseruter og ændrede strøm- og vindforhold i oceanet. Og om store udsving i mængden af havis i det arktiske område.
»Vores undersøgelser viser, at der har været store udsving i mængden af havis om sommeren i de seneste 10.000 år. Bl.a. i den såkaldte Holocæne-varmeperiode for mellem 8.000 og 5.000 år f.kr., hvor temperaturerne var noget højere end nu, og havisen i Det Arktiske Ocean var stærkt reduceret,« siger Svend Funder.
»Sandsynligvis til mindre end 50 procent af dens areal i forhold til sommeren 2007 – det år i nyere tid, hvor isen har nået sit hidtidige absolutte minimum, siger han.
Det danske forskerhold fandt frem til, at havisens udbredelse kunne variere kraftigt fra område til område.