Det er DRs dokumentarprogrammet på DR2 “Kvotekonger og små fisk,” der sætter fokus på fiskeriets ”købmænd” og med kritiske øjne prøver at afdække om reglerne for køb af kvoter er overholdt. Der stilles i udsendelsen skarpt på én af Danmarks rigeste fiskere.
Udsendelsen sendes tirsdag den 8. september klokken 22.00 på DR2
Som optakt til udsendelsen oplyser DR, at en fisker fra Gilleleje, sammen med andre fiskere i dokumentar-udsendelsen spørger sig selv, om ikke de skyldige for de høje lejepriser for kvoter, er politikerne, der med privatiseringen af fiskerirettighederne, dengang startede kapløbet om havets rigdomme. Derved fik fiskerne mulighed for opkøb af kvoter og den vej rundt øge deres formue. Hvilket Fiskeren fra Gilleleje mener er den direkte årsag til, at man idag må betale dyrt for leje af kvoterne. Så dyrt at der næsten igen fortjeneste er tilbage når fisken landes. Fiskeren mener på den baggrund, at samfundet går glip af store indtægter, af noget der i hans øjne burde have været en fælles naturressource, istedet for noget som få pengestærke fiskere har sat sig på.
Hvem er egentlig de rigtige kvotebaroner eller konger
Man kunne jo også stille sagen op på en anden måde, som tidligere fiskeskipper Christian Jensen fra Frederikshavn gjorde det i Nordjyske, for år tilbage. Her mente han ikke, at det var fiskerne bag de store pelagiske både, der i folkemunde kaldes kvotebaroner eller konger. De knogler jo for deres kvoter, skaber jobs på land og værdi for ”udkantsDanmark” og slæber ikke mindst afdragene på kvote lånene hjem til bankerne. Afdrag på kvoter, der ret beset ikke tidligere kostede noget.
Derimod påpeger den tidligere fiskeskipper, at det i stedet må være dem der først gratis modtog kvoterne fra det danske folk, og sidenhen solgte ”gaven” for højeste bud, der burde kaldes kvotebaroner og konger. Så det er de frit omsættelige kvoter der har skabt kvotebaronerne ved, at man tillod gavemodtageren at omsætte gaven, som for mange fiskeres vedkommende indbragte store summer.
Altså dem, som i dag nyder provenuet af gaven fra det danske folk på golfbanen med en velpolstret bankkonto i lommen og som ikke gider bøvlet, samt risikoen for liv og lemmer og anstrengelserne mere.
Husk at se udsendelsen – som helt sikkert vil skabe fornyet debat om Danmarks kvotepolitik.