Som et led i udfasningen af kviksølv på alle Søfartsstyrelsens fyr, fik Skagen fyr i sidste uge skiftet leje. Dermed bevares det roterende lys, samtidig med at miljøet tilgodeses.
Tredje fyr i rækken
Ombygningen gik som planlagt og blev udført i dagtimerne, således at fyret var klar igen, da mørket satte ind. Nu mangler så blot, at kviksølvet fjernes fra fyret, og hele systemet rengøres, hvilket udføres snarest.
Det nyudviklede leje er allerede taget i brug på Nakkehoved fyr og på Lyngvig fyr. Begge steder har konstruktionen fungeret tilfredsstillende, og alle implicerede parter har været begejstrede for løsningen. Det næste fyr i rækken er Blåvandshuk fyr, og her forventes ombygningen afsluttet i løbet af marts måned.
Nyudviklet leje imødekommer alle behov
Som følge af et samarbejde mellem DTU, Fyrhistorisk Museum og Søfartsstyrelsen, er det lykkedes at skabe en løsning, som imødekommer ønsket om at bevare det roterende lys, samtidig med at driftssikkerheden og driftsøkonomien tilgodeses.
Søfartsstyrelsen har præsenteret løsningen for samarbejdspartnere i udlandet, hvor den møder stor interesse. Det skyldes blandt andet, at stadig flere lande står over for tilsvarende udfordringer. Det, der kendetegner løsningen, er, at modificeringen af det oprindelige leje er ikke-destruktiv, samt at løsningen er relativt billig at implementere.