Året 2015 blev det bedste år for danske fiskere i rigtigt mange år, skriver DFPO i en kommentar til fiskeriet 2015, som du kan læse her nedenfor.
Priserne på konsumfisk steg og sammenholdt med et rigtig godt fiskeri efter brisling blev året derfor det bedste år set længe.
De danske fiskere har derfor grund til at se tilbage på 2015 med tilfredshed. De skabte nemlig den største bruttoomsætning i erhvervsfiskeriet siden 2002, da de sidste år landede fisk til en værdi af knap 3,4 milliarder kroner.
Stigning på 16 procent
Det er en stigning på 16 procent sammenlignet med 2014, hvor den samlede omsætning i det danske erhvervsfiskeri endte på lige over 2,9 milliarder kroner. Det viser tal, som Fiskeri Tidende har trukket ud af NaturErhvervstyrelsens afregningsregister.
Stigningen i bruttoomsætningen skyldes en kombination af større landingsmængde inden for industrifiskeriet og bedre priser for både industri- og konsumfisken.
Konsumlandingerne faldt ganske vist en smule i 2015 sammenlignet med 2014, men det er blevet opvejet af, at den gennemsnitlige kilopris for konsumfisk steg fra 7,58 kroner i 2014 til 8,33 kroner i 2015. Det er en stigning på ti procent og giver en samlet stigning i bruttoomsætningen for konsumfiskeriet på syv procent.
”Det er glædeligt, at de danske fiskere overordnet set har haft et godt 2015. Særligt glæder jeg mig over, at konsumfiskerne igen begynder at få en gennemsnitlig kilopris for deres fisk, der forbedrer indtjeningen, og forhåbentlig kan vi fastholde udviklingen i 2016, ” siger Svend-Erik Andersen, der er formand for Danmarks Fiskeriforening PO.
Industrilandingerne er øget med 31 procent fra 2014 til 2015, ligesom den gennemsnitlige kilopris for industrifisk er gået op med 14,6 procent. Det har ført til en samlet stigning i omsætningen alene i industrifiskeriet på 49 procent.
”Den markante fremgang for industrifiskeriet fra 2014 til 2015 viser med al tydelighed, at det fortsat er et meget vigtigt fiskeri for Danmark og ikke mindst for lokalsamfundene. Derfor er det vigtigt, at de danske politikere fortsat kæmper for at sikre industrifiskeriet de nødvendige kvoter fremadrettet, ” siger Svend-Erik Andersen.
Der er særligt et fiskeri, der skiller sig ud i 2015 – fiskeriet efter brisling. Her fik de danske fiskere en ekstra kvote i efteråret, og det har de forstået at udnytte – omsætningen steg med ikke mindre end 87 procent fra 2014 til 2015. I tal bød 2015 således på landinger af 319.539 tons brisling til en værdi af 570,4 millioner kroner. Det er 270 millioner kroner mere end brislingefiskeriet omsatte for i 2014.
»Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen lyttede og handlede hurtigt i efteråret, da vi bad om en markant forhøjelse af brislingekvoten. Tallene for 2015 viser med al tydelighed, at det var det helt rigtige at gøre,« siger Svend-Erik Andersen.
DANSK FISKERI 2015 I TAL
Samlet omsætning og samlede landinger – 2011R11;2015
2015 3.390 mio. kroner 876.000 tons
2014 2.916 mio. kroner 749.000 tons
2013 3.026 mio. kroner 663.000 tons
2012 2.942 mio. kroner 495.000 tons
2011 3.173 mio. kroner 709.000 tons
Kilde: NaturErhvervstyrelsens afregningsregister den 11. januar 2016
Konsumfiskeri – omsætning, landinger og gennemsnitlig kilopris – 2011R11;2015
2015 2.414 mio. kroner 292.000 tons med 8,27 gns. kilopris
2014 2.252 mio. kroner 297.000 tons med 7,58 gns. kilopris
2013 2.288 mio. kroner 297.000 tons med 7,70 gns. kilopris
2012 2.489 mio. kroner 281.000 tons med 8,86 gns. kilopris
2011 2.371 mio. kroner 230.000 tons med 10,29 gns. kilopris
Kilde: NaturErhvervstyrelsens afregningsregister den 11. januar 2016
Industrifiskeri – omsætning, landinger og gennemsnitlig kilopris – 2011R11;2015
2015 962 mio. kroner 559.000 tons med 1,72 gns. kilopris
2014 651 mio. kroner 430.000 tons med 1,51 gns. kilopris
2013 724 mio. kroner 362.000 tons med 2,00 gns. kilopris
2012 450 mio. kroner 214.000 tons med 2,11 gns. kilopris
2011 800 mio. kroner 478.000 tons med 1,67 gns. kilopris
Kilde: NaturErhvervstyrelsens afregningsregister den 11. januar 2016
Kilde: Danmarks Fiskeriforening PO og NaturErhverv.dk