DanFish International 2011 åbner onsdag i næste uge, og det fejres i Aalborg med gratis rødspætter, og så ligger det gode skib SARAH til kaj med skibssalg af søkogte rejer og hummere fra SkagenGourmetRejer.
Under den store internationale fiskerimesse DanFish International 2011 fra 12. til 14. oktober i Aalborg Kongres & Kultur Center lægger tre skibe
til kaj i Aalborg for at fejre, at Aalborg huser en af verdens største fagmesser for fiskeriudstyr og services.
Søulke på reklametur i Limfjorden
Den gamle snurrevodskutter Johs. Hejlesen har været 14 dage på rundfart i Limfjorden for at promovere DanFish, og vil ligge ved kaj i Aalborg
under hele messen. Museumsskibet Johannes Hejlesen ejes af en selvejende institution og sejles af gamle, entusiastiske søulke,
der gerne viser det smukke skib frem.
Se et redningsfartøj indefra
Farvandsvæsenet dukker også op 13. og 14. oktober med et redningsfartøj fra Nordjylland. Her vil der være mulighed for at komme ombord
og se skibet. Hvis vejret og beredskabet tillader det, vil der blive gennemført en lille redningsøvelse fredag den 14. oktober sidst på eftermiddagen
på Limfjorden sammen med SAR helikopteren fra flyvestation Aalborg. Som nævnt er både redningsfartøjet, og helikopteren i beredskab og
et alarm tilkald vil kunne gøre det nødvendigt at aflyse øvelsen.
Frisk gourmetkøb fra Skagen
Den lille fiskekutter SARAH fra Skagen lægger til kaj vest for isbryderen ELBJØRN den 13. og 14. oktober. SARAHs besætning opstiller et lille
telt på selve kajen, og her vil byens borgere kunne købe friske rødspætter samt søkogte rejer og søkogte hummere. Det er Skagen Gourmet
Rejer og Hummer, som sælger de friskfangede rejer og hummere kogt på den rigtige måde i søvand.
500 gratis rødspætter
på Spar Nord Torv
Torsdag kl. 14 markerer Aalborg City og Aalborg Kongres & Kultur Center i samarbejde med fiskehandler Schak Nielsen også den store
fiskerimesse og går til rødspætterne, der udleveres gratis. Der er max. 2 styks per person og i alt vil der ligge 500 friskfangede
rødspætter på is klar, og de sendes af sted med en frisk sømandsvise sunget af Arne Lundemann.