CFO Poul R. Poulsen forlod 31. august sin stilling som økonomisk ansvarlig i »FF Skagen A/S« med op – og nedture gennem tre årtier, som alle dog endte med fremgang for virksomheden.
Poul R. Poulsen har haft sit virke i FF i 37 år, først i andelsselskabet »Fiskernes Fiskeindustri AmbA.«, der for nogle år siden blev omdannet til aktieselskabet »FF Skagen A/S«.
Da han som 34-årig i 1979 blev ansat i FF, var der i Danmark 14 fiskemelsfabrikker. I dag er der tre. To i koncernen »FF Skagen A/S« med datterselskab i Hanstholm og med den erhvervsdrivende »FF Skagen Fond« som hovedaktionær.
Poul R. Poulsen forlader dog ikke FF helt. Han har sagt ja tak til en nyoprettet stilling som direktør i »FF Skagen Fond«, hvis formål er at eje majoriteten i driftsselskabet »FF Skagen A/S« samt fondens støtte til udvikling og uddannelse inden for fiskerierhvervet, herunder også almenvelgørende formål og blandt dem kulturelle.
Kolossal udvikling
Der er sket en kolossal udvikling lokalt, nationalt og internationalt i FF og i branchen, siden han i 1979 tiltrådte som cheffuldmægtig med stillingsbeskrivelsen, at forestå den overordnede ledelse af firmaets regnskabsmæssige funktioner. Da var omsætningen 93 mio. kr.
I 2015 var den vokset 22 gange større til mere end 2 mia. kr. Han har arbejdet sammen med fire bestyrelsesformænd, tre administrerende direktører, og selskabet er undervejs omdannet fra andelsselskab til et aktieselskab.
Stærkt og visionært
Spørger man ham om, hvordan han ser på FF i dag, er svaret klart og utvetydigt: »En meget omfattende og styrket international virksomhed med en visionær CEO, Johannes Palsson, der tiltrådte januar 2014 og hurtigt fik organiseret en ny ledelsesstruktur foruden, at han samme år kunne præsentere et rekordregnskab. Senere fulgte overtagelsen af »Hanstholm Fiskemelsfabrik«, og koncernen står i dag stærkere rustet end nogensinde.
Dertil kommer købet af »HF transport og Fiskehandel A/S« og »Frölunda Transport AB« som fundament for medejerskab i et nyt transportselskab »Rygaard Fisketransport A/S« med 150 trailere og omkring 80 pct. af kapaciteten til transport af fisk og fiskeprodukter i både Danmark og Sverige.
»Vi har dermed styrket vort råvaregrundlag betydeligt,« fastslår Poul R. Poulsen. Det er således en rivende udvikling, som han har deltaget i og altid i tæt samarbejde med den administrerende direktør og bestyrelse.
En stærk besætning
Driften af en fiskemelsfabrik kan sammenlignes med at føre et skib i både rolige og urolige farvande samt i stille vejr og i storm.
Navigationen er på plads, og kursen er sat. Undersøiske skær er ukendte, men FF er aldrig grundstødt eller haft brug for nødhavn. Godt sømandskab og en stærk besætning har til enhver tid klaret skærene, lyder det.
Poul R. Poulsen nikker genkendende til beskrivelsen og tilføjer: »Da jeg flyttede til Skagen for 37 år siden, var det med den klare intention at blive her 2R11;3 år. Da sagde en skawbo til mig: »Nå, det tror du, hvis du int’ falder til, blyver du her ikke i tre år, men hvis du falder til, så blyver du her møj længere«. Han fik ret.
Atmosfæren i byen og ikke mindst atmosfæren og stemningen på FF er udtryk for en virksomhedskultur, som baserer sig på holdarbejde med et stærkt menneskeligt og fagligt samspil. Den uformelle omgangstone gør her rart at være, dengang som nu. Jeg blev, som bekendt smiler han.
Udfordringerne
Spørger man i Poul R. Poulsens omgangskreds om ham, blandt dem kolleger, er det enslydende svar, at de oplever et roligt og velafbalanceret menneske, selv i vanskelige situationer. Lokale, nationale og internationale udfordringer skal ofte tackles i denne branche, hvor FF eksporterer til flere end 60 lande, og hvor offentlige myndigheder, danske som internationale, kan stille uventede krav og set fra FF’s side, ofte uforståelige og udokumenterede.
Spørger man ham selv i denne portrætsamtale i hjemmet i Skagen om højdepunkter og nedture i et 37-årigt arbejdsliv i FF, er hans svar i korte træk: »Det gik for alvor stærkt i FF i løbet af 1980’erne nogle år efter, at jeg blev ansat. – Dengang i 80’erne var vi tre, som i dyb hemmelighed gennem flere måneder førte forhandling om at overtage den store konkurrent i Skagen ”Superfos Nordjylland”. Det var foruden mig bestyrelsesformand Kurt Strøm og den administrerende direktør Werner Broberg, som jeg havde et godt og frugtbart samarbejde med i 24 år. Werner Broberg blev i 2003 afløst af sin søn Morten Broberg som administrerende direktør.
Det lykkedes at overtage »Superfos Nordjylland«. Vi og mange andre oplevede det som Lille David, der havde besejret Goliath.
Senere fik lukningen af den sidste fiskemelsfabrik i Hirtshals sidst i 1980’erne stor betydning for FF. I denne periode fik Poul R. Poulsen titel som økonomidirektør og medlem af direktionen.
Der skete meget andet af betydning for FF sidst i 190 tallet. Tilførslen af råvarer blev yderligere styrket, da FF blev 50 pct. medejer af fiskeindustrien ”Swe-Dan” i Västervik i Sverige. Omtrent samtidig blev FF enige med den svenske fiskemelsfabrik Ängholmen ved Göteborg om, at de svenske fiskere, som leverede til Ängholmen, blev andelshavere i FF, hvorved fabrikken i Sverige skulle lukke.
I Skagen skete der også nyt. I december 2011 flyttede FF ind i en ny administrationsbygning, der blev præmieret af Skagen Byfond med følgende begrundelse: »Administrationsbygningen viser, hvad god arkitektur er med til at skabe, og hvad arkitekturen giver i herlighedsværdi til Skagen. Bygningen viser med sin stringente form, hvordan man kan skabe orden på et industriområde«.
Fra AmbA til A/S
En anden skelsættende begivenhed var, da FF fra at være et andelsselskab i 2013 blev omdannet til et aktieselskab.
»Selvom jeg altid finder det betydningsfuldt, at vi kan konsolidere virksomheden økonomisk bedst muligt, forklarer Poul R. Poulsen, var det forståeligt, at andelshaverne ønskede størst muligt udbytte. Mulighederne for konsolidering var af den grund ofte beskedne. Efterhånden fik bestyrelse og ledelse dog overbevist andelshaverne om vigtigheden af konsolidering i den øgede internationale konkurrence.
En krise
Kort tid efter, at selskabet blev omdannet fra »Fiskernes Fiskeindustri AmbA« til »FF Skagen A/S« med »FF Skagen Fond« som hovedaktionær, opstod der som lyn fra en klar himmel en krise. Myndighederne konstaterede en ulovlig aktivitet i handelen med nogle produkter, som ikke var tilladt ifølge EU’s biproduktforordning. Det betød desuden, at nogle kunder havde fået leveret produkter, som ikke svarede til det aftalte. Bestyrelsen måtte derfor afskedige direktøren med hans ansvar for, hvad der var sket. Situationen medførte et betydeligt tab, også i egenkapitalen.
»Der er nu gået flere år siden disse hændelser, som virksomheden har lagt bag sig. Det tillidsfulde forhold til kunder og myndigheder er for længst genoprettet, og på den økonomiske front er egenkapitalen styrket betydeligt, og den er i dag større end nogensinde, kan Poul R. Poulsen konstatere.
Arbejdsliv og privatliv
Set udefra er det tilsyneladende vigtigt for Poul R. Poulsen at holde arbejdsliv og privatliv adskilt. Nogle spørger, om der overhovedet har været tid til privatliv, når man kender hans arbejdsindsats gennem 37 år. I dette portræt interview, hvor hans hustru gennem 25 år, Grethe, deltager, får vi lov at se ind i Poul R. Poulsens opvækst og baggrund.
Han har altid været i gang, købmandssønnen fra Aars, der før skoletid kl. 7.00 men også efter skoletid, kørte ud med
varer for sin far. Poul er et musisk, kulturelt menneske, som fik sin første harmonika, da han var fem år, og siden fik en større, som han nu spiller på med et af børnebørnene. Han tog realeksamen, blev kontorassistent på »Aars og Omegns Andelsslagteri«, fik sin første motorcykel, blev værnepligtig sergent på flyvestation Karup, og senere ung økonomidirektør i det hæderkronede firma fra 1898 »Johan og Axel Hornbech A/S« i Hadsund samtidig med en supplerende uddannelse med merkonomstudie ved Handelsskolen i Hobro og HD ved Handelshøjskolen i Aalborg.
Derefter stod der FF på visitkortet.
Har løbet 30.000 km på 37 år. Den nu 71-årige, tidligere økonomidirektør og CFO, er et fysisk sundt menneske, der i årevis har løbet og løber på stierne i Skagen Klitplantage. Omkring 30.000 km er det skønsmæssigt blevet til gennem 37 år.
Poul R. Poulsen og Grethe havde sølvbryllup i 2015. De har fire børn og otte børnebørn mellem 17 måneder og 21 år, som de bruger mest mulig tid sammen med, også på rejser. Når Poul og Grethe holder fri og ferier alene, har det i mange år været på BMW R 1100 RS motorcykel med Grethe på bagsædet ad lande– og motorveje i Danmark, Sverige og Norge. i dag afløst af en Porsche sportsvogn.
Spørger man Grethe i denne samtale om den private Poul er svaret: »En stille og rolig mand uden de store armbevægelser, god tid til familien, omsorgsfuld og med humor. Det bliver en ny tilværelse at se ham mere herhjemme, smiler hun.
Poul R. Poulsen ser fremtiden med disse ord: »Der bliver noget mere tid til haven, kunst, kultur og rejser samtidig med, at jeg ser frem til arbejdet som direktør i »Skagen FF Fond«. Mon ikke Grethe også er glad for, at jeg fortsat har kontakt til FF. Vort liv sammen er et parløb, hvor noget af det vigtigste er gensidig respekt set i forhold til den forskellighed, der naturligvis altid vil være mellem to mennesker.«