Transportudvikling, erhvervsudvikling, miljø og vækst er nøgleord for de danske erhvervshavne. De emner dækkes af mange ministerier.
Transportministeren arbejder med ny havnelov, fordeling af penge til infrastruktur og regler for vejafgifter, der er meget afgørende for godstransport og terrorsikring, blot for at nævne nogle.
Erhvervsministeriet har hele vækstdagsordenen og havnenes placering som vigtige kommunale erhvervscentre som arbejdsområde. Ministeriet er også ansvarlig for de nye regler med lavt indhold af svovl i fuel til skibe. Her bliver støtte til teknologiomstilling nødvendig, hvis ikke skibstransport skal miste andel i forhold til lastbiler.
Klima- og Energiministeriet sætter fokus på skarpe CO2 mål, som medfører flere vindmøller gennem havnene, stor vækst i import af brændselspiller og affald til produktion af biofuel.
Miljøministeren vil have vandplanerne vedtaget meget hurtigt. For erhvervshavnene er det meget vigtigt, at havn og sejlrender bliver set på samme måde som industri. Med den planlagte vækst i havnene bliver havneområdet mange byers vigtigste erhvervsområde. Det kræver afvejning af miljøhensyn.
Fødevareministeren har stor betydning for fiskerihavnenes udvikling. Både ved forvaltning af midlerne i den Europæiske Fiskerifond og med kontrol af importerede og eksporterede varer. Havnene har stor betydning i arbejdet med at forbedre kvalitet og dokumentation af friskfangede fisk.
Forsvarsministeriet skal komme med nye regler for isbrydning, og er også ansvarlig for den stærkt efterspurgte reform af lodsordningen.
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter skal sikre fortsat liv i yderområderne. Havne er helt afgørende for jobs og skatteindtægter i de vandnære landdistrikter. Havne har afgørende betydning for erhvervsudvikling i landdistrikterne.