Gennem de sidste 8 måneder, har AQUALIFE og Novozymes foretaget en række forsøg, med det formål at udnytte Novozymes bioteknologiske løsninger sammen med AQUALIFE’s transportsystem for levende skaldyr. I begge tilfælde er der tale om patenterede teknologier. Resultaterne viser, at det er muligt at forlænge transporttiden og øge lasteevnen.
AQUALIFE’s teknologi er i dag baseret på at styre vandkvaliteten ved at bremse udviklingen af metabolistiske toksiner og kvælstoffer ved brug at statisk rensning, diffusion og styring af temperatur. Denne løsning har vist sig funktionsdygtig ved søtransporter indenfor den tid, som det tager at krydse eksempelvis Atlanterhavet eller Stillehavet, men har hidtil ikke været betragtet som et helt bestandigt miljø.
I naturen udskilles der enzymer af den naturligt forekommende bakterie population i vandet, hvor disse naturligt renser vandet for metabolistiske affaldsstoffer samt kvælstoffer. I et lukket miljø, som i en AQUALIFE container, hvor der fragtes skaldyr i højere koncentration, er den naturlige bakterielle population for lav til at skabe et helt bestandigt biologisk miljø.
Gennem forsøgene har det vist sig muligt at skabe et helt stabilt miljø i AQUALIFE containerne ved at tilføre høje koncentrationer af bioteknologiske komponenter. Hermed skabes et bestandigt biologisk miljø, hvor diverse patogene tolerancegrænser ikke overskrides.
Den specialbyggede tank er konstrueret på en sådan måde at den kan håndtere biologisk filtrering i tankens 4 filtertanke. Disse blev oprindeligt designet med samme formål for øje.
Anvendelsen af en bioteknisk løsning styrker AQUALIFE’s teknologi betragteligt:
• Vandkvaliteten forbedres hvorved rækkevidden af transportsystemet øges og lasteevnen forbedres, hvilket giver mulighed for at oprette en bæredygtig global standard.
• AQUALIFE systemet bliver tilført en bioteknisk løsning og teknologiforspringet vil dermed øges.
• Skabelsen af et stabilt miljø vil optimere dyrevelfærden under transporten og dermed kvaliteten af det endelige produkt yderligere.
De nævnte bioteknologiske komponenter i AQUALIFE’s transportcontainere forventes taget i brug i løbet af 3. kvartal 2010.