Forleden modtog kaptajn Andreas Kristensen og hans besætning fra DFDS-skibet BRITANNIA SEAWAYS årets ”Award for Exceptional Bravery at Sea”.
I går blev FN’s Søfartsorganisation, IMO’s årlige ”Bravery Award” tildelt til den danske kaptajn Andreas Kristensen, der modtog prisen på vegne af hele besætningen fra DFDS-skibet BRITANNIA SEAWAYS. De modtog prisen for det heltemod, de sammen udviste, da skibet den 16. november 2013 brød i voldsom brand, mens det sejlede langs den norske kyst.
Voldsom brand om bord på Britannia Seaways
Den omfattende brand medførte eksplosioner og 30 meter høje flammer. Takket være kaptajnens og besætningens professionelle indsats blev branden dog slukket og situationen håndteret så professionelt, at ingen af de 32 personer om bord kom til skade, ligesom forurening blev afværget.
Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen, sagde i forbindelse med overrækkelsen, “Jeg ønsker kaptajn Andreas Kristensen og hele besætningen på BRITANNIA SEAWAYS stort tillykke med den fornemme pris, de modtager. Det er en markant anerkendelse og et bevis på, at besætningen har udvist fremragende sømandsskab og et heltemod helt ud over det sædvanlige.”
Kaptajn Andreas Kristensen fik overrakt prisen på vegne af hele besætningen ved en ceremoni i IMO’s hovedkvarter i London. IMO’s generalsekretær Mr. Koji Sekimizu overrakte prisen, og Danmarks ambassadør i Storbritannien Claus Grube og Søfartsstyrelsens direktør Andreas Nordseth var ligeledes til stede under overrækkelsen. Det er første gang, besætningen på et dansk skib modtager prisen.
IMO’s Bravery Award er indstiftet som en unik, international anerkendelse af en exceptionelt heltemodig indsats til søs for at redde andres liv eller afværge skade på havmiljøet. Prisen blev første gang uddelt i 2007 og tildeles på baggrund af nomineringer fra medlemslande eller interesseorganisationer. IMO havde i år modtaget 35 nomineringer til prisen.