Fiskere med pensionsordning i PensionDanmark har også en sundhedsordning. Sundhedsordningen sikrer dig hurtig behandling af problemer i led, muskler og sener. Ordningen giver også adgang til rådgivning over telefonen.
Har du problemer i led, muskler og sener? Med en sundhedsordning i PensionDanmark kan du få behandling af en kiropraktor, fysioterapeut, massør eller zoneterapeut. Du skal selv ringe og bestille en tid. Første gang vælger du selv den behandlingsform, du mener, kan løse problemet. Ved den første behandling, bliver den videre behandlingsform planlagt, så dit problem bliver løst på den mest effektive måde.
Bestil tid til behandling på pension.dk
Behandlingerne foregår på godt 120 sundhedscentre, som ligger over hele landet. Der er altså gode muligheder for at finde et sundhedscenter, som ligger tæt på din bopæl. Du bestiller tid til en behandling på www.pension.dk/sundhed eller ved at ringe på 7010 0806.
Problemet skal være opstået i forbindelse med dit arbejde. Gener og problemer opstået i fritiden eller i forbindelse med sport behandles ikke gennem sundhedsordningen.
Tag problemerne i opløbet
Ondt i ryggen og andre lignende tilstande går som regel ikke over af sig selv – så lyt til din krop. Hvis du tager problemerne i opløbet, kan du eventuelt forebygge rygskader eller andre alvorlige lidelser. Med en sund krop oplever du også en større arbejdsglæde, og du kan holde dig i gang på arbejdsmarkedet længere.
Et år med telefonrådgivning som en del af sundhedsordningen
Telefonrådgivningen, der sidste efterår blev en del af PensionDanmark Sundhedsordning, giver dig adgang til telefonisk krisepsykologhjælp eller misbrugsrådgivning. Du kan ringe døgnet rundt på 7010 0806. Du kan også få vejledning om behandlingstilbud i det offentlige sundhedsvæsen. Her er telefonerne åbne alle hverdage mellem kl. 8 og 21.