De danske forskere Postdoc Rasmus Ern og Professor Niels Madsen, begge fra Institut for Kemi og Biovidenskab ved Aalborg Universitet, har udgivet artiklen og forskningsresultatet »Genudsætning af Rødspætter« på Aktuel NaturVidenskab nr. 5 2018.
Årligt fanger danske fiskere omkring 30.000 tons rødspætter og netop denne art er derfor én af de vigtigste arter i dansk fiskeri.
EU reglerne for udsmid eller discard blev ændret tilbage i 2015, fra et krav om genudsætning af fisk under mindstemålet, til at fiskerne nu skal ilandbringe alle fisk (landingsforpligtelsen). Dette gælder også fisk under mindstemålet.
Fisk under mindstemålet, også rødspætter må dog ikke sælges som konsum, men kan istedet omsættes til fiskemel, med en ringere afregning til følge.
Og netop dette faktum, skriver forskerne om i Aktuel Naturvidenskab, der med ændringerne fra EU har store økonomiske konsekvenser for fiskerne: – De er nu tvunget til at bruge en del af kvoten på fisk, som ikke er økonomisk indbringende. – Det gælder også rødspætter under mindstemålet, som både opbruger kvote, der kunne være brugt på større rødspætter – det kræver ekstra arbejde – det kræver ekstra kapacitet på fartøjet at hjembringe de små rødspætter – Rødspætter under mindstemålet giver desuden et indirekte økonomisk tab for fiskerene, da rødspættens vækstpotentiale ikke kan udnyttes og dermed ikke bidrager til den danske rødspættebestand.
Men ingen regel uden undtagelse
Forskerne skriver videre i Aktuel Naturvidenskab, at i Danmark er garnfiskeriet et meget udbredt fiskeri og generelt fanges der relativt få rødspætter under mindstemålet i dette fiskeri. Der er i mange af de mindre havne i Danmark dårlige afsætningsmuligheder for rødspætter under mindstemålet, og derfor går rødspætterne her til spilde. Landingsforpligtelsen giver derfor ingen mening her, men giver til gengæld store besværligheder for kystfiskerbådene, hvor fiskerne generelt ikke bryder sig om at tage små levende rødspætter med i land, som for det første ikke kan afsættes og som noget andet kunne have overlevet en nænsom genudsætning.
Alle Rødspætter overlevede
Forsøgsprojekt med danske garnbåde har fundet sted i Øresund og Langelandsbæltet i vintersæsonen november 2017 til februar 2018. Rødspætterne blev indfanget af to danske kystfiskerbåde med kommercielle garn. I stedet for at blive genudsat blev rødspætterne overdraget til forskerne, som udførte refleks- og skadestest på fiskene, hvorefter de blev placerede i tanke med iltet havvand. Rødspætterne blev derefter sejlet ind til kysten og overført til hyttefade. Her havde forskerne fra AAU udviklet en enkel metode, hvor fiskene i hyttefadene kunne observeres flere gange i døgnet, over flere uger, hvilket gav en god estimering af fiskenes evne til at overleve en genudsættelse. I studiet overlevede alle rødspætter både i de kritiske første dage efter fangsten og ikke mindst den efterfølgende observevations-periode på op til 10 dage.
Resultaterne og konklusionen af dette studie har bidraget til en undtagelse, af rødspættefiskeriet med garn, fra EU’s landingsforpligtelse. En undtagelse der er til gavn for danske fiskere og det danske havmiljø. I fremtiden vil forskerne fra AAU undersøge overlevelsen hos andre relevante fiskearter, som fx torsk samt andre redskaber som fx snurrevod, hvor fisken også fanges relativt skånsomt.
AAU, KU og FSK
Aalborg universitet (AAU) og Københavns Universitet (KU) har sammen med Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri (FSK), gennemført et projekt, der undersøgte overlevelsen af rødspætter der genudsættes i garn- og snurrevodsfiskerierne. Projektet har opnået støtte under ordningen Fiskeri, Natur og Miljø fra Den Europæiske Hav- og Fiskerifond.
Som en opfølgning på resultaterne her, har man nu mulighed for at høre om overlevelsen af fisk der genudsættes i det skånsomme fiskeri.
Derfor arrangerer Ålborg Universitet og Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri, et informationsmøde hvor man præsentere resultaterne, metoderne samt diskutere hvilke nye undersøgelser og samarbejder mellem forsker og erhverv, der vil være brug for i fremtiden i relation til det skånsomme kystfiskeri, samt hvilke data og hvilke muligheder der er bedst i forhold til forvaltningen.
Tilmelding her:
Hanne Lyng Winter, Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri, mobil: 2810 9059 eller på hanne@skaansomtkystfiskeri.dk
Mandag den 3. december 2018 mellem klokken 13.00 og 15.15 i Seminarierum. 2.1021, Globegangen AAU, A.C Meyers Vænge 15 i 2450 København SV
Kilde: Aktuel Naturvidenskab og AAU og FSK FiskerForum.dk