Og mød fødevareministeren, der er vært for lanceringen af det nye Hav-, Fiskeri- og Akvakulturprogram, samt deltage i madworkshop og kom til »åbent skib« på vores flotte nye kontrolskib Nordsøen
Er du interesseret i fiskeri, hav og akvakultur? Så kig forbi vores stand nr. 60 på Sydvestkajen og kom til »åbent skib« på vores flotte nye kontrolskib Nordsøen på stand nr. 82 på Tværmolen, når Naturmødet i Hirtshals løber af stablen fra torsdag den 11. maj til lørdag den 13. maj 2023.
Deltag i den officielle lancering af det nye Hav-, Fiskeri- og Akvakulturprogram med en reception på vores stand nr. 60 torsdag den 11. maj kl. 15.30. Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen byder velkommen, og der vil være taler fra repræsentanter fra producentorganisationerne og Danmarks Naturfredningsforening.
Vores folk står klar på standen til at fortælle om Hav-, Fiskeri- og Akvakulturprogrammet, støttemulighederne under programmet og om nogle af de gennemførte projekter, der bidrager til at gøre fiskeri- og akvakulturerhvervet mere bæredygtigt og konkurrencedygtigt. Du kan også møde vores fiskerikontrollører, som kan fortælle om, hvordan vi er med til at passe på fiskene.
Besøg vores drop-in madworkshop og få tips og tricks til at lave lækker mad med fisk, tang og muslinger. Det er gratis og kræver ingen tilmelding.
Kig også forbi vores kontrolskib Nordsøen, når vi slår dørene op til ’åbent skib’ og rundvisning på stand nummer 82 på Tværmolen.
Se det samlede program for Fiskeristyrelsens stande på Naturmødet