Lørdag d. 18. juli bydes interesserede ombord til ”åbent skib”. Rederiet bekræfter samtidig, at have købt to ældre skibe med FAS II tilskud.
Åbent skib på HG 264 RUTHHirtshals Havn prydes i øjeblikket af det flagsmykkede fiskefartøj HG 264 RUTH. Interesserede får lørdag d. 18.juli mulighed for at kikke indenfor. Det sker når rederiet i tidsrummet fra kl. 13 til kl.17 holder ”åbent skib” ombord på det 68,8 m.- lange kombinerede not- og trawlfartøj.
Til at tage imod gæsterne venter en stor del af besætningen, og de tre ejere; reder Gullak A. Madsen og de to faste skippere Ole Nattestad og Mikkjal Godtfred.
Skibet er for nylig indkøbt fra Norge. Skibet er bygget i 2003 og fremstår fra i dag i de klare sorte og hvide farver, der er kendetegnende for rederiet RUTH A/S.
Ejerne oplyser i øvrigt, at selskabet har købt to ældre skibe med henblik på udfasning af fiskeriet. Det drejer sig om E 677 ”Venus”, der er købt af Palle Smedegård, Hemmet og L 495 ”Diamant” der er købt af Johnny Nielsen, Vestervig. Handlerne udløser tilskud fra FAS II (Fleet Adaptation Scheme), der er EU`s hjælpepakke til imødegåelse af brændstofkrisen i fiskerierhvervet.
Kvoterne fra de opkøbte skibe lægges over på HG 264 ”RUTH”.