Kom til åbent hus med temaet Bunkere den 4. maj i Lemvig.
På 70 års dagen for krigens afslutning byder Kystdirektoratet alle interesserede velkommen indenfor. Her vil man kunne se en udstilling med værker lavet af bunkermateriale og høre historien om bunkernes tilblivelse og anvendelse som led i Atlantvolden. Og naturligvis vil vi tænde levende lys i vores vindue for traditionen tro at markere mærkedagen.
Bunkerne langs Vestkysten blev opført under 2. verdenskrig. De 70 år siden da har slidt dem, og Kystdirektoratet har derfor fjernet flere end 120 af bunkerne, da de havde fået strittende jernpigge og var blevet farlige for omgivelserne. Afdelingschef Hans Erik Cutoi-Toft i Kystdirektoratet vil fortælle om projektet med at fjerne de farlige bunkere.
En del af materialet fra de nedrevne bunkere er blevet transformeret til kunstværker af kunstneren Karin Ertmann. Hun vil fortælle om tankerne bag værkerne og deres tilblivelse, og der vil naturligvis være mulighed for at se kunstværkerne.
Foredragsholder Steen Espensen vil, ud fra sin store interesse for bunkerne og Atlantvolden, holde foredrag om emnet, som har optaget ham i mange år.
Vi glæder os til en aften, hvor vi ser på bunkernes funktion før og nu, og hvor vi sammen med jer markerer 70 års jubilæet.
Arrangementet løber af stablen den 4. maj kl. 18 til kl. 21 i Kystdirektoratet, Højbovej 1, 7620 Lemvig.