Hermed følger 3. nyhedsbrev om tobisfiskeriet i 2009. Hensigten er at udsende et ugentligt nyhedsbrev i tobissæsonen, der vil indeholde oplysninger om bl.a. følgende punkter:
1. Indsatsforbrug under moniteringsfiskeriet.
2. Tobislandinger.
3. Aktuel aktivitet i fiskeriet.
4. Andre landes tobisfiskeri.
1. Indsatsforbrug i moniteringsperioden.
Danmark er i moniteringsperioden fra den 1. april – 6. maj 2009 tildelt et maksimalt indsatsloft på 1.370.375 kilowatt-dage. Det aktuelle danske indsatsloft er efter overførsel nedjusteret til 1.356.375 kilowatt-dage. Loftet gælder for samtlige fangstrejser, hvor der i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat medbringes og fiskes med trawl, vod eller lignende trukne redskaber med en maskestørrelse under 16 mm.
Der er den 29. april 2009 registreret et indsatsforbrug i det danske tobisfiskeri i 2009 på 918.185 kilowatt-dage, svarende til 67,7 % af det aktuelle danske indsatsloft.
2. Tobislandinger.
Der er den 29. april 2009 registreret danske landinger af tobis på i alt 44.441 tons, hvilket udgør 28,5 % af den aktuelle danske tobiskvote på 155.936 tons. Langt hovedparten af denne mængde (over 98 %) er landet af fartøjer, der fisker tobis på IOK vilkår.
Der er i perioden fra 1-29. april 2009 forudanmeldt i alt godt 240 danske tobislandinger med en samlet mængde på ca. 52.000 tons tobis, heraf ca. 1.800 tons fra Skagerrak/Kattegat. Det er betydeligt flere landinger og større mængder end på samme tidspunkt i 2008, og mængdemæssigt tillige lidt over niveauet i 2007.
Den hidtil største enkeltlanding af tobis i 2009 er foretaget af fartøjet L 349 ”Gitte Henning” i Egersund i Norge den 24. april, hvor der blev landet godt 2.000 tons fra en fangstrejse, hvor fartøjet afsejlede fra Skagen 13. april. Det er så vidt vides den største enkeltlanding af tobis fra et dansk fartøj nogensinde.
Størrelsen på de landede tobis er fortsat god og de ugentlig opgjorte fangstrater har indtil videre været højere end eller på niveau med de nærmest foregående år.
3. Aktuel dansk aktivitet i tobisfiskeriet.
Det danske tobisfiskeri har siden åbningen den 1. april 2009 været koncentreret i den danske og specielt i den britiske del af Nordsøen. Der har desuden fra starten været et kystnært tobisfiskeri i Skagerrak, og der er nu også kommet gang i et mindre kystnært tobisfiskeri i den danske del af Nordsøen. Der er i 2009 ikke åbent for tobisfiskeri i norske farvande.
Hovedparten af tobisfiskeriet i 2009 foregår aktuelt i den britiske del af Nordsøen, hvor ca. 25 større danske fartøjer er aktive. I den danske del af Nordsøen fisker aktuelt ca. 10-15 fartøjer, hvoraf hovedparten er mindre fartøjer, der fisker relativt kystnært. Enkelte større fartøjer fisker i kortere perioder tobis i den tyske og nederlandske del af Nordsøen. Endelig deltager omkring 10 mindre fartøjer i et kystnært tobisfiskeri i Skagerrak (og Kattegat).
Der er den 29. april 2009 i alt 60 danske fartøjer, der har foretaget mindst en tobislanding i 2009.
4. Andre landes tobisfiskeri.
Der er nu kommet gang i andre landes tobisfiskeri.
Det norske tobisfiskeri blev åbnet den 1. april 2009, dog kun i EU-zonen i Nordsøen, hvor norske fartøjer har adgang til at fiske i alt 20.000 tons tobis. Fiskeriet er åbent for norske fartøjer, der har Nordsø-trawltilladelse (8 stk.) og fartøjer der har tilladelse til at fiske med pelagisk trawl (35 stk.). Der er den 29. april registeret 6 tobislandinger fra norske fartøjer på i alt ca. 3.200 tons. De norske fartøjer har alle fisket i den britiske del af Nordsøen og landet i Norge.
I henhold til fiskeriaftalen mellem EU og Færøerne har 2 færøske fartøjer fået mulighed for at deltage i moniteringsfiskeriet. De vil skulle fiske inden for en samlet kvote på 2.500 tons og inden for et samlet indsatsloft på ca. 29.000 kilowatt-dage.
Det svenske tobisfiskeri er så vidt vides endnu ikke startet. Svenske fartøjer har adgang til at deltage i moniteringsfiskeriet inden for et samlet indsatsloft på 50.321 kilowatt-dage og en initialkvote på 6.148 tons, der dog begge kan ændres som følge af kvotebytter.
Tyske fartøjer har i udgangssituationen en beskeden tobiskvote på 256 tons og beskedne 2.097 kilowatt-dage til rådighed i moniteringsperioden. Tyskland har byttet sig til en højere tobiskvote og som følge heraf vil det tyske indsatsloft kunne forhøjes forholdsmæssigt Der er den 29. april registreret en tysk landing af tobis i Danmark på godt 500 tons.
Britiske fartøjer er tildelt en foreløbig tobiskvote for 2009 på 3.660 tons og kan deltage i moniteringsfiskeriet inden for et samlet indsatsloft på 29.954 kilowatt-dage.
Fiskeridirektoratet, Internationalt Sekretariat.