Flertallet bag skattelettelserne har fritaget nogle danske energitunge virksomheder for disse afgifter, med den begrundelse at de i henhold til EU’s definitioner er energitunge, at de allerede har gennemført investeringer, så de er blandt de bedste, og at hvis de ikke fritages, så er der en risiko for, at virksomhederne og dermed arbejdspladserne flytter udenlands.
Undertegnede er måske snæversynet og farvet, men så vidt jeg kan se, opfylder vi i fiskemelsindustrien de samme betingelser. Jeg kan derfor ikke se nogen grund til, at vi ikke også skulle kunne fritages for disse afgifter.
Fiskeindustrien opfylder betingelserne for at blive fritaget for energiafgifterneHvis vi alligevel pålægges afgifterne, vil det endvidere bevirke, at virksomhederne vil få færre midler til rådighed til at investere yderligere i energibesparende teknologi.
Miljøet får det jo heller ikke bedre af, at danske fiskere lander deres fisk i udlandet.
Så der er et klart behov for at revurdere energiafgifterne til energitunge virksomheder – med mindre altså, at man ønsker, at disse skal udfases til udlandet!
Hvis det er dagsordenen, så kan man jo melde det ud i stedet for at kvæle industrien langsomt.
Flere andre energitunge virksomheder er i en lignende situation som TripleNine og har ligesom TripleNine gjort indsigelse imod lovforslaget.
På basis af disse indsigelser er lovforslaget sendt tilbage til Skatteministeriet til fornyede beregninger og overvejelser, så i skrivende stund ved vi ikke, hvordan det endelige lovforslag vil komme til at se ud.