Fødevareminister Eva Kjer Hansen rejser på mandag til Bruxelles for at mødes med fiskerikommissær Joe Borg. Danmark ønsker overfiskeriet af torsk bekæmpet i stedet for Kommissionens foreslåede nedskæringer af lovlydige fiskeres kvoter.
Fødevareminister Eva Kjer Hansen rejser på mandag til Bruxelles for at mødes med fiskerikommissær Joe Borg. Danmark ønsker overfiskeriet af torsk bekæmpet i stedet for Kommissionens foreslåede nedskæringer af lovlydige fiskeres kvoter.
I næste måned skal EU’s fiskeriministre fastsætte kvoterne for næste års fiskeri i Østersøen. Kommissionen foreslår drastiske nedskæringer af næste års torskekvote i den østlige del efter et omfattende overfiskeri af torsk, hvilket vil gå hårdt ud over danske fiskere. Allerede i juli lukkede Kommissionen det polske fiskeri, fordi Kommissionen vurderede, at Polen havde fanget det dobbelte af deres kvote.
”Jeg har bedt om at mødes med fiskerikommissær Joe Borg på mandag for at drøfte den uholdbare situation i Østersøen. Jeg kan ikke acceptere, at lovlydige fiskere får deres kvoter beskåret, fordi andre blæser på det europæiske fællesskabs regler. Kommissionen må finde en løsning på overfiskeriet i stedet for kollektivt at straffe alle fiskere i Østersøen,” siger fødevareminister Eva Kjer Hansen.
På grund af overfiskeriet lægger Kommissionen op til, at torskekvoten i den østlige Østersø skal beskæres med 23 procent.
”Kommissionen må sammen med Polen tage de nødvendige skridt og få stoppet det ulovlige overfiskeri. Der er klare regler inden for EU’s fiskeripolitik om tilbagebetaling for overfiskeri via reduktion i fremtidige kvoter. Polen har sammen med de andre Østersølande så sent som i foråret underskrevet den såkaldte Københavner-erklæring som netop havde til formål at komme det illegale fiskeri til livs,” siger Eva Kjer Hansen.