4 store hirtshalskuttere stævnede for knap 14 dage siden ud på en længere rejse for at fange de eftertragtede atlantoskandiske sild.
Turen førte i første omgang op til området ved Jan Mayen, hvor det dog ikke lykkedes at finde koncentrerede mængder af de store sild. Senere er skibene trukket længere øst over. Ved en position på N 68.30, fandt fiskerne i løbet af mandagen hvad de søgte; Massive stimer af atlantoskandiske sild. Siden da er der fanget pæne laster af de store sild, der ofte vejer 3-500 gram pr.stk.
10-15 norske skibe deltager i fiskeriet på samme plads som de danske både.
HG 333 Isafold og HG 62 Beinur har ligesom de norske kolleger solgt fisken med levering i havne på den norske vestkyst. Her er registreret auktionspriser på op til ca. 3,40 danske kroner pr. kg.
Men HG 266 Strømnes har valgt at satse på hjemmemarkedet, og er netop nu på vej mod Hirtshals med ikke mindre end ca. 600 tons. Fangstpositionen ligger geografisk på højde med den nordnorske by Bodø, og Strømnes forventes derfor først at anløbe Hirtshals Havn fredag morgen.
En del af lasten er solgt til Ole Nielsens Fiskeeksport A/S i Ålbæk. Herfra oplyser Ole Holm, at de store sild er længe ventet. Virksomheden har bl.a. specialiseret sig i forædling af de helt store sild, og de seneste sammenlignende leverancer er modtaget tilbage i marts måned – ”så hylderne er ved at være tomme”.
HG 266 Strømnes ejes af Skagerak Group, Hirtshals. Herfra fortæller rederichefen, Henning Jensen, at han for de flestes skibes vedkommende forventer fangst succes fulgt op med endnu en rejse til samme område, inden skibene sidst på måneden igen skifter til andet fiskeri.
I alt 10 danske skibe har fiskerirettigheder i dette fiskeri og årskvoten er i 2007 ca. 28.000 tons.