I fredags valgte FN’s internationale søfartsorganisation, IMO, den nye sammensætning af Rådet (Council). Danmark blev genvalgt. Rådet arbejder bl.a. med IMO’s strategiske mål og budget.
IMO har 170 medlemslande. Hvert andet år vælges 40 af disse til IMO’s Council. Landene opstiller i tre kategorier. I en årrække har der ikke været kampvalg i kategori A og B men kun i C, hvor Danmark opstillede. For de to kommende år blev følgende lande valgt:
Gruppe A – mest betydende leverandører af international søtransport
Følgende lande blev alle genvalgt uden afstemning:
Japan, Kina, Korea, Italien, Grækenland, UK, USA, Panama, Rusland, Norge.
Gruppe B – mest betydende brugere af søtransport
Følgende lande blev alle genvalgt uden afstemning:
Argentina, Bangladesh, Brasilien, Canada, Frankrig, Nederlandene, Indien, Spanien, Sverige og Tyskland.
Gruppe C – stater, der ikke er valgt under A eller B, som har en speciel interesse i søtransport eller navigation, og hvis valg til Council vil sikre repræsentation af alle større geografiske områder
Singapore, Tyrkiet, Sydafrika, Malta, Indonesien, Cypern, Mexico, Chile, Filippinerne, Danmark, Australien, Malaysia, Belgien, Marokko, Thailand, Peru, Bahamas, Liberia, Kenya og Jamaica.
154 lande afgav gyldige stemmer. Danmark opnåede et flot valg med 125 stemmer.
Følgende opnåede ikke valg til Council: Egypten, Saudi Arabien, Kuwait og Israel.
Councils arbejde
Council træder sammen to gange årligt. Council varetager tværgående organisatoriske opgaver og forbereder sådanne med henblik på vedtagelse på generalforsamlingen. Væsentlige punkter på Councils dagsorden er således IMO’s overordnede handlingsplan, hvor alle IMO’s planlagte opgaver i både komiteer og underkomiteer er samlet, og organisationens budget. Council kan nedsætte egne arbejdsgrupper, fx de to nuværende om den strategiske planlægning af IMO’s arbejde. Det er navnlig i forbindelse hermed, at Danmark har mulighed for at påvirke organisationen i en mere moderne og effektiv retning.
Det er også gennem sit sæde i Council, at Danmark har arbejdet målrettet på at sætte reduktionen af overflødigt papirarbejde på dagordenen i IMO. Gennem en række forslag, hvor Danmark var blandt initiativtagerne, lykkedes det at få sat gang i arbejdet. Danmark er fortsat med i den styregruppe, der har gennemført konsultation af alle interessenter, og som nu udarbejder anbefalinger om, hvor IMO’s regler kan lettes for administrativt bøvl.